Nyhed

Kasper Holten stopper hos Den Kgl. Opera i 2011

Det Kgl. Teater skal nu på jagt efter en ny operachef, efter at operachef Kasper Holten har meddelt teatrets bestyrelse, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, når den udløber den 31. juli 2011. Til den tid vil Kasper Holten have været operachef i 12 år, og han begrunder beslutningen med, at han “vil stoppe, mens legen er god”.

“Jeg er meget stolt af at have været den operachef, som kom til at stå i spidsen for udflytningen til og åbningen af Operaen på Holmen, ligesom jeg er stolt af mange af de kunstneriske resultater, vi allerede har nået”, siger han i en pressemeddelelse, og tilføjer:

“Men om to år tror jeg, at det vil være sundt for Det Kgl. Teater at få en ny chef med friske øjne og ører for at videreudvikle Den Kgl. Opera, ligesom jeg tror, det vil være rigtigt for mig i højere grad igen at hellige mig mit arbejde som instruktør”.

Teaterchef Erik Jacobsen mener, at Kasper Holten har været “et fantastisk aktiv for Det Kgl. Teater i den vigtigste periode for Operaen i årtier”.

“Det vil være et stort tab for os, når Kasper forlader teatret – men det er fuldt forståeligt set i hans livsperspektiv”, siger han.

Kilde: Ritzau

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER