Nyhed

Kina aflyser Putin-kritisk stjernepianist

Kina aflyser Putin-kritisk stjernepianist | Magasinet KLASSISK

Den russiske pianist Jevgenij Kissin, der for nyligt blev stemplet som fremmed agent af Ruslands justitsministerium, har uventet fået aflyst én af de ti planlagte solorecitals på klaverstjernens omfattende turné i Asien. Det drejer sig om en koncert i Hong Kong, der var planlagt til 16. november, og er den eneste som afholdes i Kina.

Ifølge flere europæiske og uafhængige medier i Hong Kong og Taiwan skyldes aflysningen politik, der bunder i den russiskfødte pianists årelange åbne kritik af Ruslands præsident.

Koncerten skulle være afholdt i koncertsalen i Hong Kong Cultural Centre, der ejes og administreres af myndigheden Hong Kong Leisure and Cultural Services Department under den lokale regering. Herfra meldte man i en pressemeddelelse et par uger inden starten på Kissins turné, at aflysningen skyldes, at pianisten, at pianisten »ikke er i stand til at komme til Hong Kong for at optræde som planlagt«.

Senere forklarede myndigheden i et svar til avisen South China Morning Post, at man aflyste, da Kissins agent havde oplyst, at pianisten ikke var i stand til at optræde »på grund af problemer med planlægningen«.

Kissins agent, Linda Petrikova fra IMG Artists, beklager aflysningen men afviser at gå dybere ind i den anførte begrundelse. Hun udtaler til avisen:

»Vi har ingen yderligere oplysninger at dele om aflysningen af Hong Kong-koncerten ud over det, der officielt blev meddelt af arrangøren«.

Taipei Times hæfter sig ved, at aflysningen blev udmeldt dagen før, at Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping trykkede hænder ved BRIKS topmødet i Rusland. Avisen tolker aflysningen som bevis på, at regeringen i Hong Kong på Kinas vegne har ønsket at undgå mislyde i forholdet til Rusland.

Jevgenij Kissin har optrådt i Hong Kong adskillige gange tidligere og blev i 2009 udnævnt til æresdoktor ved University of Hong Kong. Nu er spørgsmålet, om han nogensinde vender tilbage.

Foto: Johann Sebastian Hänel / DG

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER