Nyhed

Klassiske musikere i DRs Talent 2009

Over en million seere så fredag aften seks unge talenter dyste om en finaleplads i konkurrencen Talent 2009. Overraskende nok nåede ikke færre end tre klassiske musikere til aftenens semifinale, i en konkurrence der ellers er på popkulturens præmisser.
Fredagens show bød på endnu en overraskelse, da hele to ud af tre, der går videre til finalen, stillede op med klassisk musik: Den 15-årige violinist Vera Panitch samt en duo bestående af Camilla (14) og Jonas Egholm (12) på hhv. tværfløjte og guitar.
De tre musikere har gennem konkurrencen demonstreret et for deres alder helt utroligt niveau og en naturlig evne for at nå ud til publikum. De vil utvivlsomt også glæde publikum med deres musik længe efter Talent 2009 er slut.

Vera viste fredag aften endnu en gang stort mod ved at spille et halsbrækkende uddrag fra Carl Nielsens Violinkoncert, der i korte øjeblikke også næsten var for stor en teknisk udfordring for hende. Hun klarede alligevel sig igennem ved sit gennemmusikalske og smukt fraserede spil – dommer Nikolaj Koppel havde desuden roser fremme for en flot formsans.

Camilla og Jonas havde igen tango med til konkurrencen, og de spillede igen med et smittende engagement, overskud og med en spilleglæde uden lige. Værd at nævne er også, at i kvartfinalen havde Jonas selv lavet et virkelig godt arrangement af Piazzollas ‘Café 1930’. Og han har en spilleteknik, man kun kan drømme om i den alder – glem ikke, at han kun er 12 år! Det er en triumf uden lige for guitaren, at et talent som Jonas får lejlighed for at tryllebinde tusindvis af danskere med sit spil. Camilla er også allerede utrolig langt på fløjten, en sand nydelse at høre og med en behagelig og kontrolleret blæseteknik. Kan det virkelig passe, at de to kan stille sig og foran en million danskere, uden nerver og spille stort set fejlfrit? Deres musikalske fremtidsperspektiver er oplyst af perlebelagt sti.

Talent 2009 er selvfølgelig også en triumf for den klassiske musik som helhed. Spørgsmålet er, hvor mange klassiske musikere, der ville være stillet op, hvis ikke Nikolaj Koppel var dommer – med hans baggrund som klassisk pianist. Så fra KLASSISKs side er vi dybt taknemmelige over, at DR valgte at sætte Koppel i dommerpanelet.
Et stadig stigende antal mennnesker har aldrig hørt klassisk musik, men med Talent 2009 nås der ud til disse seere, som ellers tabes på gulvet af (manglende, uambitiøs eller ukvalificeret) musikundervisning i skolen. Camilla og Jonas deltog med en tilgængelig komponist som Piazzolla, men Vera kom direkte videre til finalen, selvom hendes valg af musik i semifinalen må siges at være krævende for den uindviede. Man skal åbenbart ikke undervurdere seerne.
[prm]

I finalen fredag den 23. oktober kl. 20.00 tørner Camilla & Jonas og Vera sammen med rapperen Kalle Pimp, danseduoen Nellie & Eva, soulsangeren Jes Holtsø, popsangduoen Maria & Michael.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Hør de unge klassiske talenter

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER