Nyhed

Kommerciel kanal vil sende klassisk

Radio 100 vil fra 20. november begynde at sende klassisk musik på sin helt egen kanal, der skal hedde Radio Klassisk og vil sende hele døgnet. Med den britiske Classic FM som forbillede bliver det en reklamefinansieret udgave, og musikken skal leveres af landsdelsorkestrene. De fem symfoniorkestre i provinsen føler sig svigtet af DR, der i stigende grad transmitterer koncerter med deres egne musikere.

“Med den nye kanal får vi mange flere koncerter i radioen – på sigt en landsdelsorkesterkoncert hver dag. Vores musikere vil så også være med til at formidle musikken og være synlige i andre sammenhænge på kanalen”, siger Odense Symfoniorkesters chef, Finn Schumacker, til Politiken.

Til at starte med sender Radio Klassisk kun i hovedstadsområdet, Nordsjælland, Århus og Skanderborg på FM, resten af landet kan høre kanalen på internettet.

Radio Klassisk vil både sende udsendelser med værter og nonstopmusikflader. Ledelsen sigter især på at kapre flere yngre lyttere, end det lykkes DR at gøre. “Det ligger meget i tonen, hvor vi vil forsøge at gøre den klassiske musik lidt nemmere at gå til. Vi går ikke ind i det her for at vogte over en kulturarv, men mere for at vise, hvordan den klassiske musik kan leves ind i hverdagen”, siger Rune Born Schwartz, som skal være programchef.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER