»Komponisten skal opgive at komponere følelser«

Thomas Agerfeldt Olesen skrev sin cellokoncert, mens hans mor lå for døden.

Fortalt til Jens Povlsen

Jeg sad længe og gloede på nodepapiret. Så kom ideen om at begynde koncerten med en solo – eller en kadence. Det har sikkert haft en betydning, at mit yndlingsværk fra det 20. århundrede, Lutoslawskis Cellokoncert, også begynder med en kadence. Sikkert også, at Lutoslawskis indledningskadence kredser om tonen D. Min indledningskadence er for den første tredjedels vedkommende en kadence i D-dur. Derefter mister kadencen sit tonale fodfæste, men styres af en tonesekvens, der genfindes i store dele af resten af koncerten.
Min mor var meget syg under tilblivelsen, og de sidste måneder sad jeg på hospice på Djursland og skrev tre meter fra min mors seng. Koncerten er fuld af metodik og systemer, der har til formål at hindre stykket i at blive en stor bunke følelsesblæver. Fordi det hele var en så følelsesladet tid, havde jeg brug for at blive holdt på plads. Egentlig vil jeg helst have, at min musik er som et naturfænomen, man “udsættes for”. Jeg mener, at en komponist skal opgive at komponere følelser og i stedet fokusere på substansen. Så vil følelserne finde sit udtryk i substansen.
Jeg tror, at man kan høre, at jeg selv er cellist i koncerten. Men det er ikke noget, jeg stræber efter. Hverken Lutoslawski eller Dvorák var cellister, og de skrev nogle af de største cellokoncerter. Alle de cellokoncerter, jeg kender, som er skrevet af cellister, keder mig.
Jeg valgte at skrive en cellokoncert, fordi det er en uhyre modstand at skulle overvinde sit kendskab til et instrument og alligevel gå fuldstændig fordomsfri til den kreative proces. Modstand er godt for kreativiteten! Alt i koncerten er født af tonerækker, der også har født de treklange, der forekommer og deres rækkefølger. Dette er bare nogle af mine mange metodiske forsøg på at begrænse mine valg. Når min udtrykslyst så møder de begrænsninger, bliver jeg nødt til at være kirurgisk præcis, for at udtrykket ikke går tabt, og det er i den præcision, glæden ved mit arbejde består.
Celloen er det eneste instrument, der kan “synge” ubesværet i både kvindens og mandens sang-register. Det gør det mere interessant end en violin.

Olesen live
24. & 25. sept. Musikhuset Aarhus kl. 19.30
Thomas Agerfeldt Olesens Cellokoncert uropføres af cellisten Nicolas Altstaedt og Aarhus Symfoniorkester. Dirigent Marc Soustrot.

Foto: Lars Skaaning