Koncertanmeldelse: Danielle de Niese & Julius Drake
En norsk jente med håndtegn

Den californiske sopran Danielle de Niese tilførte Griegs sangcyklus ‘Haugtussa’ en stærk følelse af ungdom og nysgerrighed.

4 ud af 6 stjerner

af Andrew Mellor

En del anmeldere har skrevet meget usympatisk om den californiske sopran Danielle de Nieses stemme, og andre igen har været alt for sympatiske. Virkeligheden ligger nok et sted mellem disse to yderpoler. De Niese er en kraftfuld sanger med et attraktivt mellemregister, men teknikken er ikke perfekt, og hendes stemme viser allerede tegn på slidtage (hun fejrer sin 37 års fødselsdag i næste uge).

Jeg var sandsynligvis ikke den eneste person i Mogens Dahl Koncertsal onsdag aften, som var lettere skeptisk og spændt på at høre De Nieses fortolkning af Griegs sangcyklus ‘Haugtussa’. Hendes version var dog ikke som Barbara Hendricks, der er lige så delikat og let som nyfalden sne. Men der var noget særegent over De Nieses bud: en stærk følelse af ungdom og nysgerrighed.

Når De Nieses synger, er hendes kropssprog usædvanlig hverdagsagtigt. Med sine hænder og krop mindede hun om en amerikansk påvirket teenagepige, der hænger ud på et torv i Bergen i ‘Haugtussa’. Især i de to naive kærlighedssange ‘Veslemøy’og ‘Elsk’ føltes det forfriskende og troværdigt, når De Niese gav den som dramatisk teenager. Det skal dog bemærkes, at hun var meget naturlig og afslappet under hele koncerten, og det er ekstremt indtagende for et publikum at opleve en liedersanger, som kan være så meget nede på jorden.

Når det gælder det vokale, så var der nogle imponerende elementer i De Nieses foredrag af ‘Haugtussa’: den tågede stemning hun fandt frem i ‘Det Syng’, og den stigende intensitet hun opbyggede i ’Møte’. Og Julius Drakes rislende klaver i ‘Ved Gjetle Bekken’ var magisk. Men der var dog også nogle mindre imponerende ting undervejs. I ‘Blåbaerli’ fandt Drake og De Niese aldrig en god balance, og i ‘Vond Dag’ savnede jeg en filosofisk refleksion, som en mere erfaren sanger kunne have tilført. Jeg ønsker ikke at genhøre De Nieses udgave af ‘Haugtussa’, men jeg ville helt sikkert dukke op til koncerten igen for at se hende synge den.

Den intime Mogens Dahl Koncertsal understregede, at De Niese er vant til at synge ud over orkestergraven, snarere end at skulle synge lieder med en pianist. Det betød dog ikke så meget i Poulencs sangcyklus ‘Fiançailles pour rire’, hvor Drake havde fingrene dybt begravet i tangenterne i tykke og rapsodiske teksturer. De Niese var helt klart mere hjemmevant i dette repertorie. Hendes fløjlsagtige og fleksible stemme var på sit højeste i ‘Violon’ og i den dvælende slutning af ‘Dans L’Herbe’, der blev foredraget med ekstrem delikatesse. I Bizets ‘Le Coccinelle’ blev sopranen den forførerske, som operapublikummet i Storbritannien og USA kender bedst.

Til sidst gik der showtime i den. Det virkede som om, at pianisten Julius Drake kom på glat is i ekstranummeret – Gershwins ‘I Got Rhythm’. Desuden oplevede jeg De Nieses jazzhands gestik lidt i overkanten. Men det siger måske mere om mig. Dette er, hvad De Niese gør. Det er her, hun kommer fra. Publikum var generøse og sofistikerede nok til at indse dette og hyggede sig i hendes selskab.

Mogens Dahl Koncertsal / Danielle de Niese & Julius Drake 6.4.16
På programmet var bl.a. Griegs ‘Haugtussa’, Poulencs ‘Fiançailles pour rire’ og sange af Bizet.

Foto: Ole Christiansen