Koncertanmeldelse: DiamantEnsemblet
Fra frustration til totalt engagement

En frustrerende første halvdel af koncerten plads gav til en vidunderlig anden halvdel, hvor oboist Max Artveds uvurderlige musikalske og pædagogiske evner blev demonstreret fuldt ud.

4 ud af 6 stjerner

af Andrew Mellor

Adi Holzer er en wienerkunstner, der har boet i Danmark siden 1962, og han er nok bedst kendt for sin udsmykning af loftet i Husum Kirke. Et udvalg af hans malerier, der er inspireret af Mozarts musik stod på scenen under DiamantEnsemblets koncert i Dronningesalen i den Sorte Diamant tirsdag aften. Disse lyse, glade lærreder skabte en atmosfære, før en eneste tone blev spillet, og de skabte forlæg for Max Artveds (foto) underholdende introduktioner til musikken undervejs.

Hvorvidt malerierne inspirerede til de meget friske og umiddelbare opførelser af Mozarts værker i første del af koncerten, er jeg ikke sikker på, men de havde afgjort en akustisk indvirkning, da de var placeret bag musikerne, så de skubbede lyden ud over scenekanten. Fra Række 6, hvor jeg sad, var det for meget. Lyden blev kastet frem, og det skabte et overdrevent klanglig effekt i Mozarts Violin Sonate nr. 24, arrangeret for obo og klaver af Artved. Oboistens mahognifarvede tone var fantastisk i sin fylde og fuldstændige fravær af en syrlig skarphed, men i denne akustisk, blev både oboen og klaverets ubarmhjertige lydstyrke – båret frem af Holzer malerier – for meget, og jeg hungrede efter noget mere delikat.

En af Artveds styrker som musiker er hans udstråling, der tydeligvis påvirkede de tre strygere i Mozarts Obokvartet, der fulgte efter sonaten. Ensemblet havde forståelse for Mozarts dansante musik, men igen kunne udførelsen være lettere i udtrykket. Cellisten spillede med et stort vibrato og undlod at nedtone sit spil, når et af de andre instrumenter havde det mest interessant melodiske materiale. Herefter hørte vi de sidste to satser i Mozarts storslåede Gran Partita for 13 blæsere i et arrangement for obo, strygetrio og klaver. Variationerne blev opført i et perfekt tempo, og endnu engang stod Artveds obo forbilledligt frem. Han har en evne til at give instrumentet den samme klangfylde og variation, som man forbinder med en klarinet. Under dette stykke blev der på en storskærm vist en række af Holzers mere erotiske malerier, som er inspireret af Mozarts operaer. De er fascinerende, smukke og perfekt udført, men jeg kunne ikke forstå forbindelse til den uskyldige, legende musik, som blev opført samtidig.

Efter pausen gav en frustrerende første halvdel af koncerten plads til en vidunderlig anden halvdel, hvor Artveds uvurderlige musikalske og pædagogiske evner blev demonstreret fuldt ud. Richard Strauss’ Serenade for 13 blæsere er inspireret af Mozarts Gran Partita og atter engang fungerede dette stykke langt bedre i Dronningesalen, der har en forholdsvis tør efterklang.

Desuden var fremførelsen stilistisk perfekt. Artved har en fantastisk måde, at vise sine musikere hvordan musikken ånder. Han dirigerede musikerne fra DiamantEnsemblet og studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – et ensemble med en blandet erfaring – og de var med ham hele vejen. Musikken flød naturligt og uden nogen form for anstrengelser.

Det gav god mening, at Artved valgte at afslutte koncerten med det stykke som satte et fuldt stop for den tradition, som Mozart og Strauss var en del af – Arnold Schönbergs Kammersymfoni. Det er et forræderisk svært stykke at opføre, da der kun er et instrument på hver stemme, og hvor musikken undervejs nærmest går i selvdestruktion, og hvor musikken nærmest væmmes ved sit eget romantiske udtryk. Artved dirigerede sidste sommer værket i Tivoli med et ensemble bestående af musikstuderende og med tilføjelsen af professionelle spillere denne aften, blev musikken tilført mere ømhed og lyrisk frihed, men opførelsen tabte samtidig noget i kant og bid. Der var dog masser af momentum, tro på egne evner og total engagement i fremførelsen til trods for nogle mindre skønhedsfejl undervejs. Artved førte sine spillere fremad med opmuntring og enorm kærlighed til partituret. Det var en af den slags præstationer, det er et privilegium at opleve – uanset musikernes status.

Den Sorte Diamant / Limelight: Mozart, Strauss, Schöenberg 15.3.16
DiamantEnsemblet, musikalsk ledelse ved Max Artved samt musikstuderende fra DKDM.

Foto: Rolf Konow / KB