Koncertanmeldelse: DR Symfoniorkestret
Torsdagskarate

Polske Krzysztof Urbanski viste gejst og ublu trin fra podiet, men trods svimlende Stravinskij-forter længtes man mod højere tinder under Torsdagskoncerten.

3 ud af 6 stjerner

af Sune Anderberg

Det var som at se Daniel-san fra ‘Karate Kid’. Hele kropsvægten på højre fod, mens venstre ben tror sig indlemmet i en ninjafilm – knæet koket bøjet á la de lyserøde flamingoer i zoologisk have. Hi-jaah! Dirigentstokken vildt svingende, mens Krzysztof Urbanskis frie hånd løftede sig broadwaysk triumferende i vejret. Et sted mellem karate og en halvsnalret troldmandslærling, og hvem vidste, at det var lige dér, Stravinskij lå og gemte sig? Hul i indsatserne og partituret, har Urbanski tænkt – de ved nok, hvornår de skal falde ind, de forskellige grupper; jeg danser musikken frem. Og det vidste de tilsyneladende, for den 33-årige polak førte dem med kollibriens præcision gennem ‘Le Sacre du printemps’s hæsblæsende rytmesafari. Orkestrets forter var formidable (sagt på fransk, selvfølgelig), kun overgået af de næsten demonstrativt præcise opbremsninger, der fulgte udladningerne. Store brag, men endnu større stilheder.

Okay – de stille passager var hverken orkestrets eller Stravinskijs hjertebarn. Det er nemlig her, individet taler. ‘Le Sacre du printemps’ er historien om kollektivet, der knuser individet – ofrer det. Systemets dystopiske sejr lyder lige så hårdt og kynisk som et halvt århundrede senere hos Philip Glass, og også her er det båret frem af ubarmhjertige gentagelser, men gentagelsen er anderledes skæbnetung hos Stravinskij. Som undulater i blodrus kastede orkestret sig frådende over de lyriske øjeblikke og kvalte dem i et inferno, som stod i skarp kontrast til Urbanskis indlevede karatetrin og svævedans – et dialektisk spejlbillede, og publikum rejste sig i begejstring og hyldede – især – de tapre perkussionister, som vel også fortjente det. Ikke en perfekt ‘Le Sacre du printemps’ (og godt det samme), men der var gejst.

Anderledes høflig var både omgangstonen og modtagelsen i første halvleg, der bød på Messiaens sangcyklus »Poèmes pour Mi«, som er skrevet til hans første kone, Claire Delbos med kælenavnet Mi. Ikke at det ikke var nydeligt, men gribende blev det aldrig. De ni sange er så afgjort fra den milde og tidlige Messiaen-afdeling, selvom der såmænd eksperimenteres både harmonisk og rytmisk; for det meste er det dog tonalt og tilgængeligt. Canadiske Measha Brueggergosman indledte lunt og fløjlsblødt med sin runde sopranstemme – de første sange er fyldt med naturbilleder og kærlighed – indtil den fjerde sang, Skræmmebilledet, omkransedes af en nervøs latter og hidkaldte sangerindens indre dæmoner, i takt med at orkestret formede et første klimaks. Et glimt af, hvad der gemte sig bag de indledende og efterfølgende sanges smilende ydre – en dæmonisk, men lidt for kontrolleret, undertone.

På sit mest delikate var det knap til at høre, hvor Brueggergosman sluttede og hornene begyndte. Rigtig kedeligt blev det aldrig, selvom Messiaen kun glimtvist viser sin ejendommelighed i ‘Poèmes pour Mi’, men mere end det fint kontrollerede blev det ikke til. Hurtigt glemt. Hvorfor så ikke programsætte et mere spændende værk – hvorfor ikke turde lidt mere, når man nu alligevel har bevæget sig op til det farlige 20. århundrede? Mere vovemod ønskes i DR’s høflige haller.

Torsdag den 14. april, DR’s Koncertsal
Dirigent Krzysztof Urbanski, DR Symfoniorkestret og sopran Measha Brueggergosman. Messiaen: ‘Poèmes pour Mi’, Stravinskij: ‘Le Sacre du printemps’. Gentages fredag den 15. april samme sted.

Foto: Maria Maslanka

Læs også: Fortæller af Guds nåde | KLASSISK interview med Measha Brueggergosman