Koncertanmeldelse: Klang festival 2016
Avantgarde uden tjære og fjer

Klang åbnede lørdag sin årlige festival med en koncert, der lover godt for den kommende uge. Den ny musik er dog knap så avantgarde, som Klang gerne vil have os til at tro.

4 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

Af alle fem værker ved åbningskoncerten under årets Klang Festival var vel kompositionsprofessor Niels Rosing-Schows ‘FlashNight’ det mest formfuldendte. Elegant begynder det lille kammerværk med en klang frembragt af violin, trompet og perkussionisten Mathias Reumert (foto), der gnider en hammer mod flyglets ramme. Lidt som det lyder, når man pudser vinduer. Elegant, fordi Rosing-Schow lader første halvdel af værket folde sig ud af denne klang; først ved cirkulært at føje nye led til som i ‘Langt ude i skoven …’, derefter ved at dvæle sfærisk ved det lille ensembles klange med træ- og messingblæsere, strygere og et klaver, der blev spillet både på og med. Bedst som man er ved at falde hen i den spektrale traditions tåger, skifter værket karakter til repetitiv boblen og knips med Hélène Navasses basfløjte og en håndfuld strygere i centrum. Det sfæriske og det repetitive fletter sig ind i hinanden, og ‘FlashNight’ ender som en lille triumf for professoren, fyldt med stilistisk overskud og en elegantiers mildhed. Tilmed tålmodigt og fint opført af Athelas Sinfonietta med Pierre-André Valade i spidsen.

Anderledes tornet var aftenens anden uropførelse. Kristian Rymkier er vendt hjem fra sine komponiststudier i Paris med værket ‘Trois profs, prove le parfait’, og det begynder med abrupte skift mellem afslappede elektroniske droner og lyden af musikerne, der bladrer i deres noder i en bølge fra venstre mod højre. Det griner vi lidt ad, mens pianisten giver sig til at pusle rundt i de lyse tangenter og sender værket i retning af fransk impressionisme. Pludselig spæner Mathias Reumert rundt på scenen for at vælte trommer og skabe spektakel i hver side af kulissen. Det sidste skrald bliver samlet op og videreudviklet af en elektronisk puls, der brager ud af højttalerne, indtil Rymkier igen nærmer sig det impressionistiske og dvælende i en afslutning, der søger stilheden, igen med flyglet som primus motor, men med spændende klange i resten af sinfoniettaet, der virkelig glimrer denne aften. Selvom komponisten har lidt for travlt med at lette på hatten over for sine inspirationskilder og mangler tid til at lade de enkelte ideer udfolde sig, så er Rymkier et meget livligt og interessant bekendtskab, ikke mindst i teknisk forstand.

Det var samlet set fem meget forskellige og vellykkede udtryk, Klang havde fundet frem til åbningen. Tysk-brasilianske Daniel Moreira gav os en hæsblæsende blanding af raspende staccato fra ensemblet og optagelser af forskellige mennesker, der tæller ned til nytår, til lift-off og til fitnesstræning. Svenske Malin Bång brugte Athelas som ét stort trommesæt, hvor man vekslede mellem helt sløve fumlerier og et støjende rabalder. Og tyske Leopold Hurt bidrog med et værk for sinfonietta og elektronisk forvrænget citar!

Ganske vist var det mere borgerligt og dannet, end Klang lægger op til med undertitlen ’Copenhagen Avantgarde Music Festival’. Tjære og fjer har længe været pakket væk i den ny musik. Nu gælder det i højere grad om at kunne sine referencer og betage – måske endda underholde – publikum. Ikke ligefrem avantgardens kardinaldyder, men det bliver musikken ikke ringere af. Hermed en anbefaling til at tage forbi Østerfælled Torv, uanset om du går i tweed eller jakkesæt; festivalen løber til og med fredag.

Lørdag den 11. juni, Republique i København
Athelas Sinfonietta, dirigeret af Pierre-André Valade. Moreira: ‘Countdowns’ (2014), Rymkier: ‘Trois profs, prove le parfait’, Bång: ‘Irimi’ (2012), Rosing-Schow: ‘FlashNight’, Hurt: ‘Gatter’ (2014)

Foto: Alexander Banck-Petersen

Læs også: Ny festival i farver