La bohème uden tårer | KLASSISK operaanmeldelse

Den Kgl. Operas nye opsætning af Puccinis tåreperser fungerer ikke rigtig. Instruktøren vil for meget og sangerne er ikke overbevisende.

3 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor

Den Kgl. Opera tager en chance med deres nye opsætning af ‘La bohème’, som i alt skal opføres 24 gange til og med den 22. februar. På den ene side har instruktør Elisabeth Linton leveret varen: en iscenesættelse, der har et ben i København mens det andet ben er placeret i Paris, med en klar fortælling og med psykologisk indsigt. På den anden side, forsøger Linton at skabe et show, der kan konkurrere med kommercielle forlystelser hen over julen og nytår, og dermed forvrænges ‘La Bohème’s naturlige balance og dramatiske naturlighed.

De største problemer opstår i anden og fjerde akt af Lintons version. Anden akt foregår traditionelt på en parisisk café, men i Lintons iscenesættelse er vi havnet i et københavnsk stormagasin (der mere minder om Illum end Magasin), hvilket både virker umotiveret og bizart – en undskyldning for guld, glitter og kraftige lysspots, og som faktisk forbigår aktens hyggelige atmosfære og slører de faktiske begivenheder: venner der mødes over mad og drikke.

Endnu mere mystisk bliver det i fjerde akt, hvor Lintons beslutning om at lade den udspille sig på en tagterrasse ovenpå bohemernes lejlighed bliver et bizart syn, hvor vennerne brænder deres eget tøj for at holde varmen, og samtidig forsøger de at pleje Mimi i den friske luft, mens deres lejlighed står tom nedenunder. Puccinis musik i denne sidste scene kommunikerer tydeligt, at Mimi møder sin skæbne på det selv samme sted, hvor gnisten af hendes kærlighed til Rodolfo blev antændt. Det virker som om, at Linton ønsker at tilføje operaen en ekstra scenisk oplevelse.

Men der er også nogle spændende og afslørende psykologiske tiltag i hendes produktion. I denne opsætning optræder Mimi på scenen længe før hendes cue i partituret, hvor hun udspionerer Rodolfo og hans venner, så man fornemmer hendes besættelse med ham (en forfriskende dosis realisme). Linton håndterer det knirkende forhold mellem Marcello og Musetta glimrende. Da Musetta står direkte bagved den fortvivlede Marcello i anden akt, uden hans viden, fornemmer vi dybden af deres kærlighed (hvilken sjældent bliver belyst i denne opera). Den stramme omfavnelse mellem Marcello og Rodolfo i slutningen af tredje akt er en påmindelse om, at denne opera handler om dybe venskaber i lige så høj grad, som den handler om seksuel kærlighed.

Desværre var denne aftens andethold af sangere skuffende. Niels Jørgen Riis er en karismatisk Rodolfo, men hans vokal var anstrengt og hans stemme egner sig ikke til Puccinis legato-stil. Det samme var gældende for Maria Luigia Borsi, der var overbevisende i rollen som Mimi, men vokalt var hun ufleksibel, med stort vibrato og tilsyneladende uden evne for at synge flydende med hendes kraftfulde stemme (de subtile, månebelyste høje toner i slutningen af duetten ‘O soave fanciulla’ var ubehagelige og for korte). Sofie Elkjær Jensen lyste op som Musetta, der blev levende på scenen, og hendes vokal var flydende – et frisk pust. Palle Knudsen, i partiet som Marcello, manglede i perioder saft og kraft, men sang, ligesom hans kvindelige modstykke, med overbevisning og kom tættere end nogen på en egentlig italiensk legato. Jeg håber og formoder, at førsteholdet med Peter Lodahl og Gisella Stille gør det bedre.

Vello Pahn, der til daglig er musikchef for Den Estiske National Opera, fik Det Kongelige Kapel til at spille med kraft og dybde. En af de bedste orkesterpræstationer jeg har oplevet med denne opera. Men det var ikke nok. Rodolfos sidste, oprørende »Mimi!«, før det sidste tæppefald, føltes ikke stort nok og blev næsten nostalgisk i karakteren. Der er noget galt, hvis du ikke kommer ud fra en opsætning af ‘La Boheme’ med tårer i øjnene. Og det gjorde jeg ikke.

Operaen, Kbh., 27.10.16
Niels Jørgen Riis, Maria Luigia Borsi, Sofie Elkjær Jensen, Palle Knudsen m.fl., Det Kgl. Kapel, dirigent Vello Pahn.

Foto: Miklos Szabo / DKT

Læs også: Michael Boder stopper som chefdirigent for Det Kgl. Kapel