Læserbrev: Det nye P2

Kære Per Rask Madsen
Du skriver om “Det nye P2”. Tror du, at de lyttere, som man ønsker at få fat på, har bemærket, at der er “et nyt P2”?? Næppe, hvis man – som jeg formoder – stort set kun omtaler det på netop P2. (Man møder jo – heldigvis – aldrig omtale af radioens andre programmer som P3 og P4, når man har åbnet for P2, så de andre programmer reklamerer heller næppe for P2).

Og det er for mig at se et helt generelt, og stort og alvorligt, problem – at man kun møder det, som man aktivt leder efter, eller som man plejer at interessere sig for. Og man “kommer ikke til” at møde noget uventet,
som måske kunne være af interesse. Det er vist i øvrigt også sådan, at det i stor udstrækning netop er de hærdede P2-lyttere, der læser “Klassisk”.

De ny krumspring for at fiske ny lyttere til programmet kan man naturligvis have forskellige meninger om. Jeg skal ikke skjule, at jeg personligt hurtigt får nok af værter, der vil underholde om alt mulig andet end musikken og af at der er flere værter, der drøfter forskelligt med hinanden.

DR’s behandling af den klassiske musik har undergået forbløffende ændringer forbløffende hurtigt. Så sent som i september 2005 udkom det sidste nr. af DR’s “Klassisk Musik” – hvilket du naturligvis ved alt om.
Da havde vi dels P2, dels det digitale DR Klassisk. Og man kunne læse om hvad der ville blive sendt en hel måned frem. Altså, man kunne planlægge og ikke bare tage chancen og høre om der faldt noget hørværdigt ud, når man lukkede op for radioen.

Det digitale DR Klassisk musik blev slagtet, samtidig med at P1 og P2 blev fælles om ét sendeområde. Havde det faktisk været nødvendigt?

Det virker som om DR er meget optaget af seer- og lyttertal. Lidt underligt, da vi jo under alle omstændigheder skal betale licens. Det skulle altså ikke være nødvendigt at gøre sig “populær”. Faktisk kan Radio Klassisk godt konkurrere med P2 hvad kvalitet angår – så længe den får lov at eksistere.

Nu bor jeg så heldigt, at jeg har glæde af Sveriges P2 – som er klasser mere seriøst end den danske P2-kanal. Jeg undrer mig over, at DR generelt er blevet så bange for det seriøse. Er danske lyttere mon
mindre seriøse end svenskerne?

Jeg har med nogen undren konstateret, at jeg hører til klassen af “Magtfulde ildsjæle” – da jeg er formand for Birkerød Kammermusikforening. Det er utvivlsomt rigtigt, at musikforeningerne er af meget stor betydning for dansk kammermusik – men ellers føler jeg mere magtesløshed, fordi det også for os kan være svært at finde veje til at få fat i dem, der ikke i forvejen ved hvilken glæde de kunne have ved at lytte til musikken. Igen – hvordan fornyer man lytterskaren – det er nok et problem, som vi har fælles med DR P2.

Venlig hilsen
Birthe Jensen, Birkerød

Bland dig i debatten | Skriv et indlæg | Ris og ros til redaktionen