Nyhed
London indtager Øresundsregionen
28. september 2012
28. september 2012
Af Malene Wichmann
Music Around 2012 er lige om hjørnet, og årets tema er London. Idéen opstod på grund af OL i den engelske hovedstad. Men der er talrige musikalske grunde til, at årets Music Around festival sætter fokus på byen. Det fortæller Martin Martinsson, leder af den svenske organisation Musik i Syd, der arrangerer festivalen i samarbejde med symfoniorkestre, konservatorier og andre musikinstitutioner fra området omkring Øresund.
»London er historisk set en betydningsfuld musikby, og den er også i dag en af Europas vigtigste musikbyer. Jeg arbejdede tidligere for de svenske Rikskonserter, og der er ingen by, vi har hentet så mange dygtige orkestre og musikere fra som London«, siger Martin Martinsson.
Nu har han igen stået for at hente en masse engelske orkestre og musikere til Norden, for London-temaet manifesterer sig både i de hjemlige ensembler og orkestres repertoire og ved besøg af blandt andre London Sinfonietta og BBC Singers.
London fra renæssancen til i dag
Øresundsfestivalens engelske tema er bygget af flere undertemaer. Ét undertema er Londons rige tidlig musik-miljø, et andet er byens lige så væsentlige samtidsmusik-scene. Overskriften London er ikke mindst valgt på grund af sin bredde, forklarer Martin Martinsson: Det var nødvendigt at finde et tema, der kunne rumme alt fra kammermusik til symfoniorkesterudladninger, fra renæssancemusik til ny musik. Et vigtigt formål med Music Around er nemlig at skabe samarbejde på tværs af Øresund og skabe opmærksomhed omkring regionens kulturtilbud.
»Vi kalder Music Around en festivalmanifestation. Det er ikke en almindelig festival. De musikinstitutioner, der bidrager til Music Around, findes også resten af året, og målet med at øge udbudet af koncerter her i oktober er blandt andet at gøre folk opmærksom på, hvad der sker i området. Jeg tror på, at det gør en forskel, at vi laver Music Around. Man taler også om det i Stockholm – at der sker noget i Ørestadsregionen«, siger Martin Martinsson.
3. – 14. okt.
Music Around
Oplev: BBC Singers, London Sinfonietta, Academy of Ancient Music, Sjællands Symfoniorkester og Malmö Symfoniorkester.
Steder: Koncerthuse i København, Helsingborg, Malmö og flere andre byer i Øresundsregionen.
FLERE NYHEDER