Nyhed

Maestro gør politisk statement i Sydossetien

Ved sin offentligt kendte sympati for Ruslands premiereminister Putin, markerede den ossetiske mesterdirigent Valery Gergiev torsdag aften sin holdning til konflikten mellem Sydossetien og Rusland på sin side og Georgien på kontrasiden. Det skete i den krigsramte sydossetiske by Tskhinvali, hvor Gergiev og Mariinskij Teatrets orkester lod tonerne fra Sjostakovitjs 7. symfoni ”Leningrad” og Tjajkovskijs 6. symfoni ”Pathetique” klinge i ruinerne. Sjostakovitjs krigssymfoni blev i 1942 et symbol for modstanden mod nazisterne, især i Rusland men også i visse amerikanske kredse; Sjostakovitj blev som bekendt portrætteret med brandhjelm på en forside af Time Magazine i samme år.
Gergiev, der er født i den nordossetiske by Vladikavkaz, protesterer imod »den georgiske hærs storstilede aggression«, og udtaler, at »hvis det ikke var for den russiske hær, ville der have været tusinder og atter tusinder flere ofre. Jeg er meget taknemmelig som osseter over for mit land, store Rusland, for denne hjælp«.
Torsdagens kontroversielle koncert var arrangeret af Kreml og blev udsendt i russisk tv, hvor seerne kunne se og høre koncert med soldater flage med russiske og sydossetiske flag i baggrunden.
Til daglig er Gergiev chefdirigent for London Symphony Orchestra og leder af Mariinskij Teatret i St. Petersborg. Han er personlig ven med Vladimir Putin – så gode venner at de to jævnaldrende mænd er gudfædre for hinandens børn.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER