Nyhed

Malko 2009 – finalen

En vis nervøsitet i luften kunne ikke nægtes ved Malko Konkurrencens finale. Det var heller ikke så lidt, som var på spil for de tre, der havde nået sidste etape i denne prestigefulde konkurrence med en stor førstepræmie på spil.

De tre finalister skulle på podiet med Carl Nielsens orkesterstykke ‘Pan og Syrinx’ samt en førstesats fra en Brahms-symfoni. Finalens undertippede kandidat, 21-årige Joshua Weilerstein (foto), var den der klarede sig bedst i Nielsens eventyragtige tonedigt. Shizuo Kuwahara (33) og Francesco Angelico (31) havde problemer med at få samlet den transparente og flimrende åbning, hvorimod orkestret med Weilerstein fremstod med sikker timing og en vis spændstighed. Og åbningen smittede af på de tre respektives videre færd med værket.

Det var i det hele taget ikke den samme Kuwahara, som vi oplevede ham i semifinalen. Nu kunne han pludselig ikke få orkestret til at følge ham på nær samme sikre facon. Og hans direktion var ligefrem halvstresset i Brahms’ 2. symfoni, hvor hans fortravlede pendlen frem og tilbage mellem de dybe strygere og træblæsere i de første minutter var et eksempel på at han manglede overblik og overskud. Med sidetemaet viste han heller ikke tydeligt, hvilken karakter han ønskede. Helheden blev lidt bleg, og desuden hjalp det heller ikke at DR SymfoniOrkestret denne aften lavede flere sjuskefejl end ellers.

Pulsen var forbilledlig klar i Angelicos ‘Pan og Syrinx’, og han udviste tydeligt, hvilken karakter han ønskede, at værket skulle have. Alligevel kunne han heller ikke bindene trådene sammen på helt tilfredsstillende vis. Vi skulle helt hen til slutningen af værket før det kom op at ringe – her tog han til gengæld revanche. Hans tempovalg i førstesatsen af Brahms’ patosmættede 1. symfoni blev for slæbende og tøvende, og det hæmmede hele satsen i at udfolde sig nok.

Det endte med at Joshua Weilerstein sensationelt rendte med førsteprisen. Det gør ikke hans præstation mindre utrolig, at han inden Malko Konkurrencen aldrig havde dirigeret et professionelt orkester før! Nu har han i udsigt at skulle dirigere 16 forskellige nordiske symfoniorkestre ved en turné – DR SymfoniOrkestret får igen fornøjelse af ham den 1. oktober, hvor han skal dirigere nogle af de værker, han har arbejdet med under Malko Konkurrencen.

Efter en sms-afstemning, som foregik før prisuddelingen, modtog unge Joshua desuden publikumsprisen på 1.500 Euro.
prm

Malko Konkurrencen 2009, de seks prismodtagere
1. pris: Joshua Weilerstein (USA)
2. pris: Francesco Angelico (Italien)
3. pris: Shizuo Kuwahara (USA)
4. pris: Domingo Garcia (Venezuela)
5. pris: Sean Newhouse (USA)
6. pris: Hikaru Ebihara (Japan)

Foto: PR

www.dr.dk/malko

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER