Nyhed

”Man går jo ikke på Louisiana for at se Asger Jorn”

Hardcore avantgarde, det spiller Athelas Sinfonietta Copenhagen nu, og det skal det fortsætte med, og i øvrigt skal der satses mere på kortere koncerter med mere flow i. Hvis det står til ensemblets nye ledelse.

Der sker nemlig ledelsesmæssige forandringer i år i landets eneste specialensemble i ny musik. En ny kunstnerisk ledelse er netop blevet udpeget, mens den nu tomme post som administrativ leder ventes besat i efteråret.

Fra 2006 og frem til nu har Athelas’ kunstneriske og administrative ledelse været varetaget af én person. De to områder splittes nu op, så ensemblets chefdirigent, Pierre-André Valade, samt komponisterne Christan Winther Christensen og Rune Glerup sammen skal stå for den kunstneriske linje.

Christian Winther Christensen (CWC) ser det som en fordel at være ikke én men tre kunstneriske ledere med hver deres kvaliteter: Selv har han erfaring med at arrangere og kuratere koncerter, Glerup har et stort netværk og et tæt forhold til Athelas’ dirigent, og Pierre-André Valade selv er en international kapacitet, der kan skaffe gode koncertengagementer i udlandet. Deres forskellige musiksmag er ifølge CWC også et plus. Valade er eksponent for den mere etablerede modernisme, og både CWC og Glerup har været dybt engagerede på den danske scene for ny musik og bl.a. beskæftiget sig med forskellige former for undergrundsmusik.

Nye og gamle instrumenter
Hvad er det så, de unge komponister kan tilføre Athelas, som den forrige ledelse ikke kunne? ”Vi kender mere til den yngre generation og vil gerne præsentere yngre navne, som ikke har været præsenteret så meget i Danmark”, siger 30-årige Glerup, der i øjeblikket er ved at videreuddanne sig på det legendariske institut for elektronisk musik IRCAM i Paris. ”Der er fx en ny bølge i Frankrig, der er inspireret af electronica og støjmusik. Paris er virkelig international, IRCAM tiltrækker alle de interessante komponister, der kommer forbi og fx holder foredrag”. Glerup understreger dog, at det er vigtigt også at spille ældre generationers musik, og nævner Pelle Gudmundsen-Holmgreen som eksempel.

Glerup og CWC har arbejdet en del sammen og er begge interesseret i brugen af electronics i musik. Musikerne i Athelas spiller på traditionelle akustiske instrumenter, men hvad med computere og andet nymodens udstyr? ”Det kommer vi helt automatisk til at integrere i mange af koncerterne, også fordi vi selv har arbejdet meget med det”, fortæller CWC. ”Men det skal være mere end bare lidt rumklang. Det er sjovest, hvis elektronikken bliver en del af kompositionen, gerne interaktivt, og ikke kun er en effekt. Athelas har i de senere år satset stort på brugen af elektronik, især i deres store produktioner, og den tendens kommer vi til at videreføre”.

Det skal være vildt
Men han har ikke tænkt sig at lade computere overtage hele udførelsen. I modsætning til flere komponistkolleger er CWC og Glerup den type komponister, der viderefører traditionen med at nedskrive musik på noder. Det er dog ingen hindring for, at det kan gå heftigt for sig:

”Vi skal spille hardcore, vilde værker. Samtidig skal vi også blive set og kan være knapt så undergrund som Dygong”, siger CWC, der nævner komponister som Helmut Lachenmann, Salvatore Sciarrino og Gerard Grisey som nogle af dem, han synes bliver spillet alt for sjældent i Danmark, og som han gerne ser på Athelas’ koncertprogrammer.

”Jeg vil gerne spille musik, hvor der er en stærk idé, hvor man mærker, at komponisten VIL noget. Vi skal være hardcore på en eller anden måde, spille musik af mere ekstreme komponister – de er mere interessante. Man går jo ikke på Louisiana for at se Asger Jorn”.

Ubrudte forløb
De to komponister vil også eksperimentere med koncertformen. Det kunne være gennemkomponerede forløb uden den spildtid, der bruges på omrokering af stole, nodepulte og andet. ”Det må gerne være kortere koncerter på en time eller halvanden. Det vigtige er at holde folk fanget fra begyndelse til slut, hvilket man bl.a. gør ved at undgå afbrydelser under koncerten. Det giver en mere levende koncertform”, mener Glerup, som suppleres af CWC:
”Koncerterne skal have et flow uden for mange sceneskift. De skal være gennemtænkte og med relationer mellem elementerne. De må meget gerne være sociale begivenheder, man ikke kan undvære”, mener han og tilføjer, at der også skal være en god bar under koncerten.

Lys fremtid
En tredjedel af Athelas’ økonomi bygger på statslige midler, sidste år udgjorde indtægter fra koncerter 31 %, resten findes via fonde og samarbejder. Så den kunstneriske ledelse skal også finde på projekter, der kan skaffes penge til, dvs. den hardcore avantgarde kommer nok til at blive suppleret af mere billetsælgende koncerter.

Athelas har siden grundlæggelsen i 1990 været et flagskib i avantgardemusik og har siden 2000 haft status af specialensemble med millionbevilling fra Statens Kunstråd. I 2003 skar staten støtten ned til en tredjedel, så Athelas’ fremtid kom til at se sort ud. Året efter blev Anders Beyer ansat som kunstnerisk leder, senere ensemblechef som var en stilling med både kunstnerisk og administrativt ansvar, og siden er det gået fremad for ensemblet, der i januar blev tildelt 1.35 mio. kr. fra Statens Kunstråd. Peter Tulinius Krarup, som de seneste fem år har været producent hos Athelas og har arbejdet tæt sammen med Anders Beyer, er nu konstitueret som adm. leder. Krarup er fuld af fortrøstning på Athelas’ vegne for de kommende år, da de seneste års arbejde har båret frugt med mange gode samarbejder.

Af Per Rask Madsen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER