“Man laver lidt pis, så de andre vågner op”

Frederik Øland fra Den Danske Strygekvartet er i telefonen i den sydengelske by Chichester. Han er den ene af ensemblets to violinister. De skiftes til at spille førsteviolin. Tre af gutterne i ensemblet har spillet sammen, siden de var 15-16 år, så det er en sammentømret kerne. Der skal også en særlig form for fællesskab til at spille så mange koncerter, som Den Danske Strygekvartet spiller i øjeblikket. ”Når man spiller koncert hver eneste dag, kommer man næsten i en form for trance”, fortæller Frederik.

Af Per Rask Madsen

– Hvordan gik det i den berømte Wigmore Hall i søndags?
”Jeg tror, det gik godt. Vi var meget spændte. Der var fuldt hus.”

– Havde I nerver på op til koncerten?
”Når man står i Green Room med alle de store kunstnere, der hænger billeder af, kan man godt blive lidt nervøs. Men det er fantastisk sal at spille i. Man kan høre alting derinde.”

– Hvad spillede I?
”Thomas Adès’ ’Arcadiana’ og Brahms’ kvartet i a-mol. En times koncert uden pause.”

– Hvordan var reaktionen?
”Det virkede, som om folk var glade for det. Der var en reception bagefter, hvor vi mødte en cellist fra Belcea Kvartetten, og han sagde, at der var sket meget med vores spil siden konkurrencen i 2009. Ifølge ham, var vi blevet mere selvsikre, spillede mere plastisk, bevægeligt og klart.”

– Har I spillet Carl Nielsen i løbet af Englandsturnéen?
”Briterne vil meget gerne høre Nielsen, ud over noget klassisk repertoire. Vores Nielsen er blevet meget positivt modtaget. Normalt sælger vi ikke så mange Nielsen-cd’er ved koncerter, da de er ved at være old news, men vi fik solgt alle vores cd’er i løbet af kun to koncerter.”

– Er man ved at være pisse træt af at spille Carl Nielsen, når I har gjort det i årevis?
(Frederik griner) ”Det synes jeg ikke. Vi spiller Nielsens kvartet i g-mol på turnéen. Det er dejligt at have et visitkort, man kender så godt. Nogle gange sker der noget sjovt under koncerten. Vi har en basisfortolkning, vi arbejder ud fra. Den kender vi så godt, at vi kan ”presse” den og presse hinanden – vi ved, at de andre nok skal følge med. Det gør også, at det er enormt sjovt at spille. Man laver lidt pis, så de andre vågner op.”

– I spiller ofte folkemusik som ekstranummer. Hvordan føles det at spille folkemusik, efter I har spillet klassiske værker?
”Det føles egentlig fint. Det kommer lidt an på, hvad vi har spillet. Vi slutter enten med Beethovens opus 127 eller Sjostakovitjs kvartet nr. 2. Op 127 er jo ikke en af Beethovens tunge kvartetter. Jeg er altid lidt bange for, om folk synes, det er en lidt for stor omvæltning. Men vi har ikke oplevet, at folk ikke var glade for det.”

– Hvad laver I mellem koncerterne på turnéen?
”Vi hygger os, læser bøger. Vi boede på et slot forleden; der var jeg ude og gå en lille tur med Rune. Når man ikke spiller, handler det om at slappe af og ikke at tænke på musik. Vi har et par computere med, spiller noget ’Starcraft’. Vi er også meget gode til ikke at gøre alting sammen.”

Foto: Caroline Bittencourt