Nyhed
Naïve benægter rygter om overtagelse
9. marts 2016
9. marts 2016
Stifter og øverste chef for det franske pladeselskab Naïve, Patrick Zelnik, afviser rygter om, at selskabet er på vej til at blive overtaget af nogle af de store spillere i den klassiske musikbranche. Trods en omsætning i 2014 på næsten 400 millioner kroner kniber det med likviditeten og dermed også med muligheden for at investere i nye tiltag, der kan skabe den nødvendige vækst for selskabet. Naïve råder over de tre klassiske labels Astrée, Auvidis og Opus 111 og udgiver også jazz- og popmusik.
»Vi har alvorlige likviditetsproblemer. Naïve mangler penge til at købe nye kunstnere og til at udvide vores katalog. Vi er for små og har derfor ikke volumen til at opnå de stordriftsfordele, der kunne bringe vores omkostninger ned«, siger Zelnik til Classical Music Magazine.
Det har hidtil ikke været muligt at lokke bankerne med på vognen, så Zelnik kigger efter andre investorer og oplyser, at de foreløbige drøftelser har været med et større pladeselskab. Han vil imidlertid ikke afsløre andet end, at det hverken er Warner eller PIAS, som sidste år overtog Harmoni Mundi. Han ønsker ikke at kommentere på rygter om, at det privatejede tyske selskab BMG er en mulig ny partner.
FLERE NYHEDER