Nekrolog: Mester Pelle “forstyrrede” til det sidste

Få komponister har formået at bevare deres kunstneriske brod livet igennem som Pelle Gudmundsen-Holmgreen. En kompromisløs og konsekvent ener uden sidestykke hverken herhjemme eller internationalt.

Af Per Rask Madsen

Han indrømmede kun modvilligt, at hans musik kunne være andet end grim. Når den lød kønt, var det en ruse for at lokke lytteren i baghold og overrumple med primitive lyde og handlinger.
I sin ungdom så Pelle Gudmundsen-Holmgreen det absurde teaterstykke ʻSlutspilʼ af Samuel Beckett, som frøs handlingen, lod figurerne gøre uforudsigelige ting eller nærmest slet ikke agere.
Musikerne i de danske symfoniorkestre tog imod komponistens mærkelige anmodninger med skepsis og under tiden protest. Som da han bad en pianist iføre sig boksehandsker eller afkrævede violinisterne at spille næsten uendeligt lange toner. Men det mest berygtede værk er ʻPlateuax pour deuxʼ (1970) for cello og et meget demonstrativt båthorn.

Snakkende musik
I Beckett fandt Gudmundsen-Holmgreen et forbillede, som frygtløst troede på at gå linen ud. Og ikke ulig ikonet blev humor og en særlig form for indre dialog i værket vigtige ingredienser. Det, at musikken kunne udsige andet end blot abstrakt musikalsk arkitektur, hører vi i nøgleværket ʻMester Jakobʼ (1964), hvor en insisterende fagot stammer og ikke helt kan finde sine ben. Og at musik kan tale med sig selv, udtrykke tvivl og sabotere noget fra andre elementer i værket, er centralt for hans musik.
Flere generationer forinden sprængte Gustav Mahler romantikkens patos for at fylde sine værker med budskaber imellem linjerne. Pelle Gudmundsen-Holmgreen levede i en anden og mere selvbevidst tid, hvor han tog mere vidtgående konsekvenser af musikkens muligheder for at udtrykke sig.

Fræk knægt i klassen
Som en naturlig del af avantgardemiljøet orienterede han sig om de nyeste strømninger og havde mod til at vende tomlen nedad over for parnassets gode smag. Men han kunne også stille det krasse direkte op mod det naive som i ʻSymfoni, Antifoniʼ, der begynder med skærende dissonanser og et par minutter efter skifter til en lalleglad ragtime, som om intet var hændt. Værket modtog Nordisk Råds Musikpris i 1980.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen barberede ofte sit tonemateriale ned til et minimum, uden at det lød som minimalisme a la Steve Reich, Arvo Pärt, Philip Glass med flere. Han ville snarere have musikken til at lyde skrabet og tarvelig, og nogle gange så man næsten kunne fornemme rumlige objekter for sine ører. Faren var billedhugger, hvilket prægede sønnens musik i denne retning af det mere håndgribelige, i modsætning til vennen og komponistkollegaen Per Nørgårds mere æteriske og fluktuerende toneunivers. De to jævnaldrende var i øvrigt altid rygende uenige kunstnerisk set, men fandt hinanden stimulerende: den alvorlige systemtænker overfor den næsvise anarkist.

Udenfor andedammen
Den prisbelønnede amerikanske strygekvartet Kronos har samarbejdet med Pelle Gudmundsen-Holmgreen siden 1980ʼerne, og de har indspillet flere af hans fjorten strygekvartetter samt Concerto Grosso for strygekvartet og orkester. Lørdag den 9. juli opfører det amerikanske ensemble sammen med vokalensemblet Theatre of Voices og barytonen Paul Hillier en mindekoncert med værker, der er skrevet til dem. Heriblandt ʻMoving Stillʼ, der blev bestilt til fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005, som spidder den hjemlige debat om dansk nationalisme samt amerikansk overfladiskhed. I et rytmisk hoppende og stærkt smittende drive bringer strygerne os rundt, som de amerikanske turister, der vil se hele Europa på bare én uge. Og værket indeholder også en egen version af ʻI Danmark er jeg fødtʼ (sunget af en udlænding), der hen ad vejen muterer til noget arabisk klingende, og stiller spørgsmålstegn ved begrebet ʻdanskhedʼ.

Solen går ned
Forrige år skete det uventede, at Pelle Gudmundsen-Holmgreen i en høj alder debuterede som operakomponist. Den absurde kammeropera ʻSol går op, sol går nedʼ konstaterede på underfundig vis livets uforanderlighed eller ‘køren i ring’. Det var ‘classic’ Gudmundsen-Holmgreen. Og indtil for ganske nylig skriblede komponisten stadig noder ned med uformindsket vid og inspiration, da en aggressiv cancer satte en sidste fermat i et vildtvoksende komponistliv, vi aldrig har set mage til. Hans oeuvre vil blive stående som en milepæl i dansk musikhistorie.

9. juli Operaen, Takkeloftet, kl. 16.00
Mindekoncert for Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der bliver fejret af Kronos Quartet, Theatre of Voices og Paul Hillier i en koncert med værker skrevet til kunstnerne.

Foto: Lars Skaaning

Læs også: Pelle Gudmundsen-Holmgreen om sin første opera ‘Sol går op, sol går ned’