Nørgård-koncert forrådt af lokalet | KLASSISK koncertanmeldelse

Der var lagt op til en forrygende koncertoplevelse med dobbeltportræt af 1970’ernes Per Nørgård, men koncertrummet var på tværs.

4 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

Selvom det er småt, kan det godt være godt. Det knap tyve mand store sinfonietta har længe været de unge komponisters foretrukne legetøj. Her har man de samme instrumenter som i det store, tunge symfoniorkester, til gengæld har man kun ét af hvert. Ikke bare kunstnerisk giver det en stor fleksibilitet og manøvredygtighed. Også økonomisk. Et landsdelsorkester modtager årligt i omegnen af 50 millioner kroner fra stat og kommune. Athelas Sinfonietta, landets førende inden for genren, modtager godt en.

Åbenlyst må det være for de fleste, at den slags penge ikke rækker langt. Det går ud over indstudering, markedsføring og i sidste ende koncertoplevelsen. Ofte virker det alligevel mirakuløst, hvad musikerne får ud af den korte øvetid. Så meget desto mere ærgerligt er det, at man tit må spille i lokaler, der slet ikke egner sig til formålet. Du kan nørkle nok så meget med klanglige detaljer i Per Nørgårds ‘Nova genitura’, men hvis du opfører det omskiftelige og superfascinerende værk i en forelæsningssal med højt loft og betonvægge, er det spildte kræfter.

Og dermed til sagen, søndagens dobbeltportræt af Nørgård – ‘Det kosmiske trip’ – under festivalen Golden Days med Athelas Sinfonietta og Mogens Dahl Kammerkor. Afholdt ikke i en koncertsal, men på Kunsthal Charlottenborg. Sopranen Nina Bols Lundgren var klart til den virtuose side i ‘Nova genitura’ og kunne måske have skrabet lidt af sin meget runde, klokkeklingende klang. Det havde passet Nørgårds tøvende, fumlende udtryk bedre. Men betonfæstningen fik hendes, ja kosmiske, vokal til at resonere så voldsomt, at de fem musikere virkede lysår væk på cembalo, blokfløjte, guitar, violin og cello. Det tog fokus væk fra Nørgårds spøjse forhandling mellem barok og 70’er-modernisme.

Lokalet tog kun til i rungende forræderi, da Mathias Reumert måtte i gang på congas og vibrafon under den melodiske, nærmest rituelle ‘Seadrift’. Og da besætningen endelig var barberet ned til klarinettrio i forbindelse med den ikoniske, næsten skulpturelt stringente ‘Spell’ – måske Nørgårds mest vidunderlige forsøg med forskydning – rejste der sig en sand knirkesymfoni fra publikums og musikernes stole. Stedet insisterede på at være på tværs!

Helt anderledes taknemlig var den våde efterklang, selvfølgelig, for Mogens Dahl Kammerkor. Ekstremt overbevisende viste de, hvor enkel og melodisk Nørgård også kan være. Med ‘Blomst brød ud i rosenflor’ nåede koncerten endda ud i det kosmiske, som arrangørerne havde lovet – helt derud, hvor man er på rumfærd i ‘Interstellar’. Men vi nåede også til Asien med to satser af den tekstligt rablende, men knusende enkle ‘Wie ein Kind’ og op i et næsten uvirkeligt godt ramt klimaks i ‘Drømmesange’.

To eminente ensembler, hvor det ene blev forrådt af lokalet. Er det ikke på tide, at al den geniale musik, der bliver og er blevet skrevet for de mellemstore ensembler som sinfoniettaet, får den scene, den fortjener? Vi har allerede komponisterne, værkerne og musikerne – nu mangler vi bare pladsen. Koncerten søndag var en af årets bedste. Det var bare ikke altid, man kunne høre det.

Søndag den 11. september, Charlottenborg i København
Dobbeltkoncert med Athelas Sinfonietta (dir. Jesper Nordin) og Mogens Dahl Kammerkor (dir. Mogens Dahl). Værker af Per Nørgård fra 1973 til 1980. En del af festivalen Golden Days. Koncerten sendes på P2 onsdag den 21. september kl. 20.00.

Læs også: Dansk elitekor opfører nyt værk af Sven-David Sandström