Nyhed

Ny CD: Lovprist Mozart-projekt med DR UnderholdningsOrkestret

“En førsteklasses cd. De spiller så godt, at jeg bliver nødt til at høre den igen”, skrev et førende britisk magasin om DR UnderholdningsOrkestrets (DRUO) og Adam Fischers indspilning af Mozarts symfonier.

Projektet har været syv år undervejs og fylder nu i alt 12 cd’er, som fra den 15. oktober kan købes i en samlet boks med de 45 symfonier.

Ungareren Adam Fischer har siden 1999 været DRUO’s chefdirigent. Før kontrakten blev skrevet, havde Adam Fischer i forvejen arbejdet intensivt med Haydns symfonier og mente, at nu var tiden kommet til Mozart. Symfonierne måtte vente, og i stedet kastede Fischer og orkestret sig over Mozarts opera seria’er.

“Det tog nogle år at overbevise ham om, at verden manglede hans personlige bud”, lyder det fra tidl. chef for DRUO, Tatjana Kandel i en pressemeddelelse, “men til sidst blev han begejstret for det vanvittige og uimodståelige projekt. Det er jo noget, man siger ja til for de næste mange år. Lige siden har hver koncert og hver indspilning været en gave; det er sjældent, man har mulighed for den måde at gå i dybden med en enkelt komponist og så at sige folde et helt livsværk ud”.

Adam Fischer og DR-orkestret holder cd-reception i udlandet den 15. oktober. Projektets afslutning skal fejres i Wiener Konzerthaus, hvor makkerparret opfører Mozart og Haydn. “I dag tør vi godt kalde os et af Europas førende wienerklassiske orkestre”, udtaler nuværende DRUO-orkesterchef Klaus Ib Jørgensen.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER