Nyhed
Operaanmeldelse: Apollo e Dafne | Ikke bare en tidlig prøveballon
11. august 2016
Copenhagen Opera Festival 2016: Händels tidlige værk ‘Apollo e Dafne’ opført i en lidt fantasiforladt semi-scenisk udgave hvor dirigenten Lars Ulrik Mortensen var den mest autentiske ‘teateroplevelse’.
Fire ud af seks stjerner
Af Andrew Mellor
Ifølge musikhistorikere var Händels tre år i Italien de lykkeligste i hans liv. Komponisten var ung, overgearet og latterlig talentfuld. Så talentfuld at han blot skulle tilbringe et par måneder i støvlelandet for at opsuge de centrale elementer i den lokale stil, før han var bedre til at komponere i ‘italiensk stil’ end italienerne selv. Et af de sidste stykker han komponerede i Italien, var den verdslige kantate ‘Apollo e Dafne’. Den er et tydeligt bevis på dette. På Copenhagen Opera Festivals anden dag blev kantaten opført i en semi-scenisk udgave i Børssalen af to engelske sangere, Concerto Copenhagen og barokensemblets musikalske leder Lars Ulrik Mortensen.
Man kan vælge at anskue det 40 minutter lange værk som en form for forarbejde til de italienske operaer, som Händel senere skruede sammen i London. Men ‘Apollo e Dafne’ er bestemt ikke bare en tidlig prøveballon. Der er tydelige tegn på Händels evner ud i at lave karaktertegninger, psykologisk indsigt og drama. Men frem for alt er Händels musik flydende og fantasifuld. Hans melodier antyder allerede på dette stadie en simpel tillid til de bedste melodier han senere ville skrive, og hans orkestermusik bliver stadig mere kompleks og vrimler med kontraster og effekter.
‘Apollos’ højdepunkt er arien ‘Felicissima quest’alma’, der synges af Dafne henover en soloobo og pizzikerede strygere. Dette er Dafnes første solo, og tidspunktet hvor den arrogante gud Apollo får øje på hende og straks tryllebindes af hendes skønhed. Joanne Lunn sang arien perlende og med den rette balance af renhed og sensualitet i sin smidige stemme. Obosoloen blev spillet med fylde og varme. Før Joanne Lunn trådte ind på scenen, sang Callum Thorpe Apollos første arie ‘Pende il ben dell’universo’ med afmålt stolthed og undlod dermed at overstyre, som mange bassangere har en tendens til, når de bliver grebet af denne pompøse arie.
Instruktør Tine Thorpe havde valgt at lade sangerne gøre deres entré bag musikerne og langsomt lade dem bevæge sig rundt i salen. At finde ud af hvordan sangerne skal gebærde sig mens de synger Händel-arier, der er lange og indeholder mange gentagelser, har givet mange instruktører grå hår i hovedet. Der var dog ingen overraskelser fra Tine Topsøes hånd, og de to sangeres konstante vandren rundt om publikum i Børssalen blev i længden uinteressant.
Men Tine Topsøe fik på nydelig hvis understreget Dafnes rejse fra modvilje til raseri med hjælp fra den alsidige Joanne Lunn, og det var denne udvikling, der holdt publikum fanget. Vi var dog ikke så heldige med instruktørens Apollo, der både åbner og lukker fortællingen. Han blev for todimensionel i karakteren. Selvom Apollo er en opblæst nar, skal man blive bevæget af hans ultimative sorg over tabet af Dafne. Dette dramatiske skift blev ikke tydeligt nok i hverken hans kropssprog eller hans vokal; trods behagelig sotto voce-sang i de afsluttende takter.
Den mest autentiske ‘teateroplevelse’ stod dirigent Lars Ulrik Mortensen for. Ingen synes at nyde Concerto Copenhagens 25 års jubilæumsår mere end ham. Når han dirigerer sit kammerensemble fra cembaloet, bliver man helt opslugt, og alt hvad du hører giver mening: musikkens momentum, stemningen, følelsen af at noget er på spil, den sprudlende glæde og den uforbeholdne tillid han har til sine musikere. Han virkede fysisk opløftet af hver takt i Händels musik.
Før ‘Apollo’ spillede Concerto Copenhagen en Händel-ouverture (den oprindelige ouverture til ‘Apollo’ er gået tabt) samt hans Concerto Grosso (op. 3, nr. 4). Opførelserne var kendetegnet ved gennemsigtighed og klarhed, som er blevet Concerto Copenhagens varemærke, men med lidt mere fremdrift og energi, end vi er vant til. Musikken var lige så slagfærdig, foranderlig, farverig og tydelig i kantaten. Jeg sad tæt på ensemblet og kunne betragte Lars Ulrik Mortensen forme musikken med sine hænder, arme, øjne og hoved, og så var alt andet næsten ligegyldigt.
Händel: Apollo e Dafne
Copenhagen Opera Festival, Børsen, København, d. 1.8.16
Concerto Copenhagen, musikalsk ledelse ved Lars Ulrik Mortensen, Callum Thorpe og Joanne Lunn, instruktion Tine Topsøe.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
