Operaanmeldelse: Exodus | Folkevandring på stedet

Copenhagen Opera Festival 2016: Operaforestillingen ‘Exodus’ er et udstillingsvindue for Peter Bruuns værker, som på den ene side klinger meget nutidigt, men på den anden side ikke sætter mange spor hos lytteren.

3 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

Der er noget absolut nutidigt over komponisten Peter Bruuns udtryk. Enkelheden i hans former, sværmeriet for fløjtevenlige melodier i dur og mol – det burde jo lyde gammeldags, næsten romantisk, men gør det ikke. Tværtimod er han i evig skilsmisse med den klassiske tradition og gør konstant kur over for pop- og folkemusikken, uden at hans værker nogensinde finder hvile hos den ene frem for den anden.

‘Exodus’, en ‘danse-/operaforestilling’ for tre musikere, to operasangere og tre dansere, fik sin europæiske premiere tirsdag aften på en regnvejrsprøvet åben scene foran Torvehallerne. Denne aften i tørvejr, dog. I en form for slægtskab med omgivelserne – de mange butiksfacader ved Nørreport – var der tale om et udstillingsvindue for Bruuns karriere: ‘Exodus’ er en bearbejdning af allerede kendte værker som ‘Tre folkesange’ (2012) og ‘Miki Alone’ (2002), blandet op med digte af Ursula Andkjær Olsen.

Nok er det altså gammel vin på nye flasker, men det er nu ikke, fordi der ikke bliver taget chancer. I Rolf Heims opsætning af det, der efter sigende er en fortælling om folkevandring, render sangerne Jakob Bloch Jespersen og Nana Bugge Rasmussen (foto) lige så meget rundt på scenen som danserne fra kompagniet NOW-ID. I forestillingens højdepunkt, hvor de dominerende folkesange for en stund er afløst af mere modernistiske drømmerier, agerer de tovtrækkere med et mikrofonkabel, mens Jakob Bloch Jespersen og klarinettisten følges ad i moderat kradse atonale løb og guitaristen finder sine effektpedaler frem for at lade tableauet ende i tungt forvrænget støj. Variation mangler der ikke.

Der er i det hele taget aldrig et kedeligt øjeblik i ‘Exodus’, og det er jo egentlig ganske u-opera’sk. Men der er heller ikke det store behov for tid til at lade indtrykkene sive ind. Nok er Bruuns kompositioner fyldt med inciterende rytmer, kløgtige melodier og et mindre tombola af æstetiske retninger – fra orientalsk inspireret folkemusik til modernistiske vandringer – men der er ikke meget, der forvirrer. Hvor nutidigt udtrykket end føles, så indbyder de korte former med deres gentagelser af poppede motiver ikke til videre refleksion. Det bliver en smule letbenet.

Og apropos ben: Jeg skal ikke driste mig ud i store fortolkninger af de tre dansere med deres mange armsving og skønfald, men det sceniske kunne man nu godt have fået mere ud af. For eksempel kunne man have brugt mere og andet lys end den nærmeste kommunale musikskoles standardgule teaterprojektører. Og hvis budgettet havde tilladt det, kunne man også have sørget for, at de tre musikere ikke skulle møde op i den ligeledes nærmeste genbrugsbutiks restudvalg af fleecetrøjer og skiundertøj. Når man ser de flotte, farverige billeder fra uropførelsen i Salt Lake City (indendørs) for få dage siden, virker københavnerudgaven lovlig discount i sit visuelle udtryk. I øvrigt er det mærkværdigt, at forestillingen varer knap en halv time kortere end de annoncerede 70 minutter – og at man kan få publikum til at betale 150 kroner for billetter til en scene, som man har uhæmmet udsyn til i et stort område uden for den minimale indhegning.

Tirsdag den 2. august – Copenhagen Opera Festival
Samarbejde mellem Figura Ensemble og NOW-ID (USA). Sangere: Nana Bugge Rasmussen, Jakob Bloch Jespersen. Musikere: Anna Klett (klarinet og melodika), Frans Hansen (sav og perkussion), Jesper Egelund (guitar). Dansere: Katherine Lawrence, Adrian Fry, Tara McArthur.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Læs også: Opera ud til folket | Interview med operachef Michael Bojesen