Operaanmeldelse: Powder Her face
Glem blowjobbet

De eksplicitte sexscener er det mindst interessante i Det Kgl. Teaters opsætning af Adès’ første opera. Skibet er ladet med storslået, studentikos pastiche.

4 ud af 6 stjerner

af Sune Anderberg

Meget er sagt og skrevet om sexfantasierne i ’Powder Her Face’. Der bliver slikket den ene og den anden vej, urineret lige ned i gabet på Sten Byriel og gjort ret ukristelig brug af en flaske dyr champagne. Adès skrev operaen i begyndelsen af 90erne, nøjagtig samtidig med at de små sort-hvide klistermærker med advarsler om ’anstødeligt indhold’ gjorde deres indtog i pladebutikkerne. Trods århundreder med slibrige librettoer kan sex stadig forarge.

Men glem blowjobbet. Det virkelig løsagtige i toakteren er Adès’ omgang med musikhistorien. ’Powder Her Face’ er fra start til slut et olympisk ridt gennem citater og parodier, stilarter og manipulation. Komponeret helt uden skam i livet af en dengang 24-årig brite, der med sin vekslen mellem ironisk ’musik over musik’ og patosfyldt inderlighed på alle måder var og er et barn af sin tid.

Scenen er den skandaliserede hertuginde Margaret af Argylls luksuriøse hotelsuite i 30ernes og 50ernes London. Historien er den om en forførende selskabskvindes fald fra tinderne i storbyens pilrådne og patriarkalske society-kredse.

Vi møder hende på bunden. Knap firs år gammel og ruineret må hun stadig tåle hotelmedarbejdernes hån og spot, fordi hun årtier forinden har fået sine omfangsrige affærer udrullet i fuld offentlighed. Tonerne af en skælmsk og dragende tango leder tankerne hen på tidligere tider, og gennem to timer og otte scener lader instruktøren Orpha Phelan i et let og forståeligt leje hertugindens liv passere revy. Mest som komik, men tragedien er hele tiden til stede i det langsomme fald.

Adès citerer alt fra Cole Porter til ’Rosenkavaleren’ og sender shout-outs til ’Lulu’ og Mahler. ’Powder Her Face’ er sin egen programtekst. Hele tiden med dukkeføreren Adès’ manipulerende tilstedeværelse som en pastichernes domptør, hele tiden balancerende mellem stringent kaos og løsslupne omslag. Universet kender man fra britens øvrige værker, men det vildtvoksende rodnet af forbindelser i ’Powder Her Face’ er vel hans mest ekstravagante. Man kan godt blive lidt høj af armbevægelserne.

I venstre side af scenen, lige bag et badekar, sidder det 15 mand store ensemble. De er udrustet med traditionelle instrumenter såvel som legetøjsfløjter og fiskehjul, og dirigenten Robert Houssart leder dem sikkert gennem de halsbrækkende rytmer og pludselige kovendinger. I højre side fordeler de fire sangere 15 roller mellem sig. Første akt tilhører Sofie Elkjær Jensen med hendes mange intrigante partier, mens Anne Margrethe Dahl folder sig magtfuldt ud som den nostalgiske hertuginde efter pausen.

’Powder Her Face’ er en banal undergangshistorie, og alt er skåret ud i pap – i anden akt gør sågar selveste Lucifer sin entré for at understrege, at det altså nu går helt ned ad bakke for hertuginden. Det er fint, for det giver plads til Adès’ komplekse musik, uden at man samtidig skal holde styr på en symboltung dramaturgi. Sammen med den plads indfinder sig dog også en nagende fornemmelse af, at Adès’ virtuost citerende og parodierende kompleksitet nok er yderst underholdende – det er den virkelig, om end mest for de indviede – men samtidig ikke sætter sig i kroppen og erindringen som meget mere end en jonglering med anførselstegn.

Powder Her Face – Takkelloftet, lørdag den 19. marts
Instruktør Orpha Phelan, scenograf Madeleine Boyd, dirigent Robert Houssart. Anne Margrethe Dahl, Sofie Elkjær Jensen, Alexander Sprague, Sten Byriel samt Christine Dahl Helweg-Larsen og musikere fra Det Kongelige Kapel.

Foto: DKT