Nyhed

Glyndebourne Festivalen vil opdyrke endnu flere talenter

Med den nyindstiftede sangkonkurrence ‘Glyndebourne Opera Cup’ har morgendagens operastjerner fået en ny mulighed for at udvikle talentet og komme frem i rampelyset. Konkurrencen udpeger, efter indledende runder i Berlin, London og Philadelphia, i begyndelsen af næste år 25 semifinalister, som skal kæmpe om en fagjurys gunst på Glyndebourne kompagniets scene. Finalerne finder sted i marts 2018, hvor deltagerne, som skal være under 28 år, skal synge Mozart under ledsagelse af Orchestra of the Age of Enlightenment.

»Jeg har siddet som jurymedlem ved mange sangkonkurrencer og ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Da jeg ankom til Glyndebourne, et kompagni med et imponerende ry for at opdage de helt store talenter, var det indlysende, at jeg her havde muligheden for at skabe den perfekte konkurrence fra scratch«, siger manden bag den nye konkurrence, Sebastian Schwarz (foto), der tiltrådte som Glyndebournes nye direktør sidste år, til The Guardian.

Udover Schwarz, som er formand, består juryen af ledende figurer fra en række internationale operahuse, deriblandt Komische Oper Berlin, Den Kgl. Opera i Madrid, Bayerische Staatsoper og Opera Philadelphia. Vinderprisen er “kun” på 15.000 engelske pund, men det opvejes af stjernerne in spe’s adgang til de store scener og muligheden for at få både erfaring og netværk. Glyndebourne Opera Cup vil blive afholdt hvert 2. år, så den ikke kolliderer med den anden store engelske operadyst, ‘BBC Cardiff Singer of the World’.

Foto: Lars Neumann

Læs også: Ticciati trækker sig fra sommerens Glyndebourne

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER