Nyhed
Orkanen Harvey ødelægger Houstons Grand Opera
6. september 2017
6. september 2017
Houston Grand Opera, det ene af de to store operahuse i Texas, er blevet hårdt ramt af orkanen Harveys hærgen i den sydøstlige ende af delstaten. Wortham Theater Center, som huser både operaen og Houston Ballet, har stået under vand, og oversvømmelsen har efterladt sig massive ødelæggelser i både kældre og scenerum.
Blandt andet er al strøm røget, og det sendte operaens website og anden kommunikation til tælling, skriver Opera Wire. Det er dog lykkedes for operadirektør Perryn Leech og chefdirigent Patrick Summers at sende en intern meddelelse ud til personalet, som også er blevet delt med pressen.
Her kan man blandt andet læse:
»Vi er et kompagni, og vi er her for hinanden. Vi vil rejse os sammen og levere en fantastisk sæson til vores publikum, så de også kan få de nødvendige kunstneriske oplevelser til at komme ovenpå igen efter denne katastrofe. Det eneste vand vi fremover ønsker på vores scene, er det fra Rhinfloden!«.
Efter de første stormvarsler inden Harvey gik i land, begyndte kompagniet at sikre, hvad de kunne nå, og det lykkedes at redde instrumenter, kostumer og scenografi til de kommende opsætninger af ‘La Traviata’ og ‘Julius Cæsar’. Efter nyheden om skaderne er det strømmet ind med støttetilkendegivelser og tilbud om hjælp fra andre operakompagnier.
FLERE NYHEDER