Koncerten med Den Danske Strygekvartet bød både på skizofrenisk panik og ‘work in progress’.

Af Andrew Mellor

Beethovens Strygekvartet nr. 13., som kulminerer med ‘Grosse Fuge’, kan være en udholdenhedstest for alle involverede, inklusiv publikum. På alle måder er det en lang rejse med en entydig endestation. Men der er en del psykologiske prøvelser på vejen, inklusiv det der er beskrevet som »den evige usikkerhed« af, der henviser til Beethovens arbejde med de kringelkrogede stemmer og valget af tonearter.

Den Danske Strygekvartet hjalp til med at glatte vejen frem mod Beethovens monolitiske værk i Mogens Dahl Koncertsal søndag aften. Først varmede de publikum op med en fuga, der er væsentlig lettere at fordøje: den der kortvarigt optræder i Beethovens tidlige strygekvartet op. 18, nr. 2. Og så spillede de Alfred Schnittkes Strygekvartet nr. 3, hvor hovedmotivet fra Beethovens Strygekvartet nr. 13 anvendes i stor stil.

De fire strygere lød elegant, stramt og hurtige i Beethovens tidlige kvartet, ligesom det er tilfældet, når de opfører Haydns musik, der har influeret stykket. Der er steder i den første sats, hvor Beethoven åbner skodderne på vid gab og lader musikken oversvømme af lys. Disse afsnit blev spillet begavet, og Fredrik Schøyen Sjölins bløde cellosoloer fik lyset frem. De fire musikere nød at spille Beethovens Scherzo og den elektrificerende finale.

Men værket indeholder også dystre passager. I den dvælende ‘Cantilena’ spillede kvartetten tungt, som et forvarsel om den Beethovenske vægt der ventede efter pausen. I nogle af Beethovens mere tætte passager skabte musikerne stor spænding, listede som på kattepoter, på kanten af en eksplosion.

Eksplosionen indfandt sig efterfølgende på behørig vis i form af Schnittkes strygekvartet. Asbjørn Nørgaard introducerede stykket med hjælp fra de tre kollegaer, der præsenterede hovedtemaerne, som stammer fra Beethoven og Orlando di Lassus. Værket er typisk for Schnittke i brugen af flere stilarter og genbrug af andre komponisters musik, og det bevæger sig fra skizofrenisk panik over sygeligt mørke for til sidste at åbne op for lys og håb.

Strygekvartetten er en næsten lige så stor udfordring teknisk som Beethovens sene værk. Der er flere steder, som byder på dobbeltgreb, og musikerne skal udføre ekstra lange glissandi, og værket ender til sidst på en skrap dissonans, der kræver, at de fire strygere stemmer perfekt. Det var dog ikke noget problem for Den Danske Strygekvartet, der også formåede at tilføre Schnittkes musik kombinationen af frygt og nydelse, som den kræver.

Og Beethoven-værket? Den sene kvartet kan bedst beskrives som en lang og vanskelig rejse, der er svær at planlægge på forhånd, og hvor teknisk kunnen kun hjælper et stykke hen ad vejen. Processen med at afveje og afbalancere Beethovens mange idéer er en, der kun kommer med erfaringen. Derfor vil jeg beskrive Den Danske Strygekvartets meget intense opførelse som ‘work in progress’. Balancen i deres ‘Cavatina’ var usædvanligt god, men lejlighedsvis manglede der spænding. At kaste forsigtigheden over borde er på en måde det vigtigste i ‘Grosse Fuge’. Det gjorte kvartetten helt sikkert med deres karakteristiske vitalitet og udholdenhed, og jeg ser frem til den dag, hvor deres rejse afspejler noget mere erfaring og måske endda også indeholder et strejf af tvivl.

Den Danske Strygekvartet
Mogens Dahl Koncertsal, København, 23.4.17

Foto: Caroline Bittencourt

– o –

[ENGLISH VERSION]

The Journey Towards Eternal Uncertainty

The concert with The Danish String Quartet offered both schizophrenic panic and ‘work in progress’.

By Andrew Mellor

Beethoven’s String Quartet No 13 topped by its original final movement, the Grosse Fuge, can be a test of endurance for all concerned, audience included. In every sense, it is a long journey with an unequivocal destination. But there are plenty of psychological tests along the way, including what has been described as ‘the eternal uncertainty’ of Beethoven’s textures and even his chosen keys.

The Danish String Quartet kindly helped smooth the way to Beethoven’s monolithic score at Mogens Dahl Koncertsal on Sunday. Firstly they warmed up the audience with a fugue that’s rather easier to digest: the one that crops up briefly before disappearing again in the first movement of Beethoven’s early String Quartet Op 18 No 2. Secondly they played Alfred Schnittke’s prickly String Quartet No 3, which makes extensive use of the main motif from Beethoven’s Op 130.

The DSQ sounded elegant, tight and quick-witted in Beethoven’s early quartet, just as they so often do in the music by Haydn that influenced the piece. There are moments in the first movement in which Beethoven appears to throw open shutters and flood the music with light. Those passages opened up gorgeously, and Fredrik Schøyen Sjölin’s tender cello solos shifted the light back again. The four players relished the fun and games of Beethoven’s scherzo and his livewire finale.

But there are darker thoughts in this piece. In the lingering Cantilena, the DSQ went for heaviness, as if to warn us of the Beethovenian weight that was to come after the pause. In some of Beethoven’s more tightly wound writing they generated great tension, as though poised, panther-like, on the brink of explosion.

That explosion duly arrived in the form of Schnittke’s quartet. Asbjørn Nørgaard introduced the piece with the help of his collagues, who demonstrated its main themes born of Beethoven and Orlando di Lassus. The piece is typical of Schnittke in its use of multiple styles and its sampling of other music. It journeys from schizophrenic panic to sickening darkness and, ultimately, the suggestion of light and hope.

This quartet presents almost as much of a technical challenge as Beethoven’s: there are multiple spread chords, and players must execute extended glissandi and alight upon a perfectly tuned discord at the end. Those proved no problem for the DSQ, who also invested Schnittke’s journey with the combination of angst and delicacy it needs.

And the Beethoven? That journey is rather more difficult to plot, and one in which technique only gets you so far. The process of weighing and balancing Beethoven’s many gestures is one that comes with experience; as such, I’d put the DSQ’s very intense performance down to ‘work in progress’. Their Cavatina was exceptionally blended but occasionally lacking tension. Throwing caution to the wind is, in a sense, the priority in the Grosse Fuge. The DSQ certainly did that, with characteristic vitality and superlative stamina. I look forward to the day when the journey to that point has a little more weight and perhaps even a touch more hesitance too.

Danish String Quartet
Mogens Dahl Koncertsal, Copenhagen, 23.4.17

Læs også: Som små egern der løber fra træ til træ | Koncertanmeldelse