»Requiem-teksten er meget nærværende for mig«

John Frandsen har skrevet et rekviem. Det har været en gigantisk opgave. Han har tvivlet undervejs, men har aldrig tænkt på at give op. De gamle, latinske tekster har drevet ham frem.

Af Malene Wichmann

»Det er sådan en opgave, man kan blive i tvivl om mange gange undervejs«, siger John Frandsen om sit nye ’Requiem’, som uropføres i Koncerthuset den 5. april.
»Har jeg kræfterne og idéerne til at gennemføre det her? Sådan har jeg tænkt flere gange. Det er en lang tradition, man skriver sig ind i. Mozart, Verdi og Fauré kigger én over skulderen«.
Trods øjeblikke af tvivl betegner John Frandsen opgaven som en drømmeopgave. Gennem sin lange komponistkarriere har han arbejdet meget med kor og musikdramatik. Han er desuden organist, og har skrevet en hel del kirkemusik.
»Alle sporene gennem mit liv som komponist løber sammen her. Det kirkelige, det vokale, det symfoniske«, fortæller han.

Læser teksterne på sin egen måde
Tankerne om at skrive et rekviem, en dødsmesse, har John Frandsen gået med i flere år. Idéen begyndte lige så stille at spire frem efter arbejdet med operaen ’I-K-O-N’ fra 2003. I 2008 fik han en aftale med DR og gik i gang med storværket.
Fra starten var han bevidst om, at der er skrevet mange betydningsfulde værker i genren allerede, men efterhånden har han rystet tankerne om forgængerne af sig.
»Jeg læser de gamle latinske tekster på min egen måde«, siger han.
Hvordan?
»Det er tekster, der rummer en stærk fascinationskraft. Tidskontrasten mellem de gamle tekster, det middelalderlige verdensbillede og så deres relevans i dag, det fascinerer mig. Tanken om jordens undergang er meget nærværende for os: forurening, klimaspørgsmål, at det hele har en ende, det er noget, der ikke ligger os fjernt«.

Et rekviem med nye tekster
I takt med at John Frandsen begyndte at læse de latinske tekster ind i den moderne verdens desperation, opstod idéen om at inkludere nye tekster. Men det skulle være tekster, der indeholdte den samme angst for døden og samme tro på et lys for enden af tunnelen som de gamle.
»Et rekviem har en nærmest parabelagtig bevægelse, hvor det starter ved kisten, arbejder sig ned mod Helvede og svovlpølen i ’Dies Irae’, og så svæver opad igen og ender i ’In paradisum’s glasklare, frostklare lys. Jeg ville gerne finde nogle nutidige danske tekster med samme dobbelthed«, forklarer komponisten.
Hans søgen endte hos forfatteren og salmedigteren Simon Grotian, hvis tekster han værdsætter for at være malende og nutidige i deres sprogbrug.
I det færdige værk udmales en stærk kontrast mellem de nye og de gamle tekster. De gamle tekster synges af kor og klassiske solister med symfoniorkesterakkompagnement, imens skuespilleren Nis Bang-Mikkelsen med sin uskolede sangstemme skal foredrage Simon Grotians tekster til orgelakkompagnement.
Denne dobbelte dimension er vigtig for John Frandsen, der gerne vil understrege rekviemteksternes nærvær i en moderne virkelighed, og som hele vejen har haft det pejlemærke, at musikken ikke blot skal oversætte teksten men tilføre en ekstra dimension.
Når du oplever teksterne som så nærværende, er det så fordi, at du selv har et stærkt forhold til det religiøse?
»Jeg tror ikke, at der er mange af mine kolleger, der vil være så fascinerede af at skabe et rekviem som jeg. Jeg har et meget stærkt forhold til det religiøse. Jeg har det religiøse billedsprog inde under huden, jeg har skrevet en hel del kirkemusik, det udgør forståelsesrammen for meget i mit liv«.
Er du troende?
»Jeg ved ikke, om jeg vil betegne mig selv som troende. Jeg vil snarere kalde det religiøse en erkendelsesramme. Et perspektiv at forstå mit liv og min verden i.
Det religiøse betyder meget for mig, men jeg mener ikke, at man skal være religiøs for at høre et rekviem. Budskabet er universelt«.

Requiem live
5. apr. DR Koncerthuset kl. 19.30
John Frandsens Requiem bliver uropført af DR SymfoniOrkestret, kor og solister.
Værket er tilegnet ofrene for Utøya, 22. juli 2011.

Foto: Marianne Grøndahl