Schiff er en af de bedste vejvisere | Koncertanmeldelse

Automatikken viste sig kun i glimt, da András Schiff docerede Bach i Tivoli. Resten var ren triumf.

5 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

Som en salig munk tripper han frem og tilbage mellem bagtæppet og sit Steinway. Næsten selvudslettende i sin forsigtige, let rokkende gang. Men storsmilende. Koncerten er forbi, tivoligæsterne jubler.
Forud er gået halvanden times klingende forelæsning i Bach. Goldbergvariationerne har været eneste punkt på dagsordenen, og hvad skulle man da også sætte på programmet ved siden af dette musikhistoriske knudepunkt? Med en tyngde som få andre værker er disse 30 variationer en mindeplade over århundreders musik, et vidnesbyrd om Bachs iver efter at mestre alle barokkens musikalske former. Han har tydeligvis moret sig, den godt halvtredsårige Bach, over den bundne opgave i variationsgenren. At han har haft én og samme arie at opfinde på ny igen og igen. Det bevæger sig gladelig fra det muntre til tristessen uden mindste tøven. Legesygt som intet andet. Alligevel kan det være en ørkenvandring at høre pianister spille Bach. Ikke alle forstår de kontrapunktiske melodiers dramaturgi: hvordan linjerne skal væve sig ind og ud af hinanden. At de skal tilføres forskellige liv.

Det har András Schiff heldigvis mestret i årtier. Hans fortolkning af Goldbergvariationerne har kun taget til i opfindsomhed og dramatisk fornemmelse, siden den ungarske pianist indspillede sin første version af værket i 1982. Det overskud hørte man tydeligt søndag aften i Tivolis Koncertsal. Især de muntre variationer – og dem er der flest af – formåede han at give en klar identitet. De får i Schiffs hænder en dynamisk spændvidde, som Bach kun kunne have drømt om. Linjer, der lige tøver et øjeblik; en stemme, der træder frem og pludselig fortrænges af en anden stemme. Overlegent. Det er heri, kontrapunktets ældgamle magi ligger, og den formidlede Schiff elegant og oplagt. Ja, første halvdel af koncerten var tæt på et triumftog.
Der var dog også passager præget af en større automatik. Enkelte variationer, han endnu ikke har formået at give et selvstændigt liv. Tag nu den 15., hvis alvorligt anlagte kanon ganske vist adskiller den fra de hidtidige variationer, men som Schiff leverede uvant distanceret, monotont og henslæbende – helt modsat den dybe indlevelse i resten af opførelsen.

Bach-maskineriet viste sig altså i glimt, rent undtagelsesvist. Det satte imidlertid bare den mesterlige fortolkning af de øvrige variationer i perspektiv, og det var ikke uden grund, at flere rutinerede gæster omkring mig var hensat i ren ekstase. Herren foran mig sendte helt instinktivt to triumferende fingre i vejret, da den oprindelige arie nåede sit da capo efter alle variationerne. ”Gentagelsen!” Og spjættede med hele kroppen, da Schiff gavmildt slog tonerne an til Bachs Italienske Koncert som ekstranummer.
Selvfølgelig skal han hyldes, også trods ganske korte øjeblikke af rutine. For han rystede dem af sig. Goldbergvariationerne er på den ene side djævelske at spille, men på den anden side en af de mest lokkende veje ind i den klassiske musik, og når han giver mest af sig selv, er Schiff en af de bedste vejvisere. Måske den bedste.

Søndag den 16. august i Tivolis Koncertsal
András Schiff: J.S. Bachs ’Goldbergvariationer’

Pressefoto: Nadia F. Romanini / ECM