Nyhed
Sommerens koncertsale er noget særligt
10. juni 2015
10. juni 2015
Herregårde, landsbykirker, dagligstuer og open-air-scener. Når festivalsæsonen begynder, rykker koncertlivet ud af de vante rammer og ind i de mange specielle koncertsale, der hører sommeren til. Læs accordeonist Bjarke Mogensen og anmelder Peter Dürrfelds anbefalinger til sommerens koncertrum.
Af Malene Wichmann
Bjarke Mogensen, accordeonist (foto)
»Jeg elsker at spille i de små landsbykirker, fordi de som regel egner sig supergodt til mit instrument. Et klaver kan bære lyden langt, men accordeon lyder småt på bagerste række i en stor sal. Så jeg kan godt lide rumklang, og jeg kan godt lide at have publikum tæt på.
To kirker, jeg husker, er Nykøbing Sjælland Kirke, hvor jeg har spillet under Odsherred Kammermusikfestival, og Aa Kirke, hvor jeg har spillet til Bornholms Musikfestival. Men der er mange gode koncertkirker rundt omkring i landet.
Jeg synes dog også, at hvis et rum vinder på charme og atmosfære, så kan man leve med en tør akustik. Hofteatret i København er et eksempel på et sted, der måske har en lidt tør akustik, men til gengæld har masser af atmosfære.
Sidste sommer spillede jeg på Den Gamle Station i Hirtshals. Det er en gammel stationsbygning, der ikke er bygget til klassisk musik. Men det klinger fint, og det er et spændende sted at spille, fordi det har en historie, og fordi det også fungerer som galleri.
Til sommer skal jeg i øvrigt spille i et meget specielt rum under Copenhagen Opera Festival. Det er kammeroperaen ‘Leaves’, der skal opføres i et beskyttelsesrum under det gamle kommunehospital – et gammelt, støvet, ekstremt klangfuldt rum. Vi har kun haft en enkelt prøve dernede i frostgrader, men det tegner godt«.
Peter Dürrfeld, anmelder på Kristeligt Dagblad
»Der er noget vældigt fascinerende ved at komme tæt på og få musikken lige i hovedet, og det kan man opleve mange steder til sommerkoncerterne. At sidde helt tæt på en strygekvartet kan næsten blive for voldsomt indimellem, men er stadig meget fascinerende.
Jeg kommer tit til Tivoli Festival i embeds medfør. Her er mange gode koncerter, og man behøver ikke at gå efter betalingskoncerterne. Der er mange gode unge ensembler, som får chancen for at spille i Tivoli, og der er også etablerede navne, man kan høre gratis, hvis man har årskort. Jeg glæder mig for eksempel til Esbjerg Ensemble og til Ulla Miilman og Jens Elvekjær.
Akustikken i Tivoli er dog ikke helt optimal. Det rumler med de store symfoniorkestre, og det kan blive noget grødet. Salen er bedre til kammermusik, hvis bare du sidder tæt nok på.
Jeg kan ellers anbefale Frederiksværk Musikfestival i Gjethuset; der er mange gode navne. Sidste år hørte jeg blandt andet Den Danske Strygekvartet og Nightingale String Quartet spille Schubert-oktet sammen.
Og så er også Copenhagen Opera Festival. I 2014 var der opera ved Torvehallerne – opera med gadelarm og espressomaskiner i baggrunden giver en særlig stemning«.
Foto: Nikolaj Lund
FLERE NYHEDER