Stærke stemmer og orkestret løfter opsætningen | Operaanmeldelse

Design og scenografi var de store problemer i Odense Symfoniorkesters bud på ‘Rhinguldet’. I ‘Valkyrien’ bliver disse problemer ikke løst, men decimeret i nogen grad.

Af Andrew Mellor

Den faste sceneopsætning fungerede udmærket og virkede monumental, og førte ens tanker tilbage til en scenografi fra 1970’ernes Bayreuth. Den centrale klippe/bord tjente både sit dramatiske og symbolske formål, og lyssætningen fungerede bedre end i ‘Rhinguldet’, men fortsat kluntet udført.

I ‘Valkyrien’ møder vi for første gang i ‘Ringen’ de første spæde skridt ud i kærligheden. Når der opstår konflikter, bygger de oftere på følelser end strategi, og det gør det lettere for sangerne at skabe et drama, da lidenskaben raser på en måde, som man ikke finder i ‘Rhinguldet’. Ved opførelsen i aftes bemærkede jeg, at nogle af de mere erfarne sangere baserer deres karakterer på erfaringer fra tidligere produktioner, hvilket fungerede i øjeblikket, men vi har fortsat til gode, at opleve hvad instruktør Jasmin Solfaghari vil fortælle os med denne nye iscenesættelse.

James Johnson var syg og partiet som Wotan blev erstattet af den tyske baryton Thomas Johannes Mayer, der præsenterede en mere ungdommelig version – mere fast og deklamatorisk. At Mayer, der var fløjet ind fra Tyskland med kort varsel, så let formåede at udfylde rollen, tyder på, at der var et minimum af personinstruktion, som han skulle forholde sig til.

Miina-Liisa Värelä, i rollen som Sieglinde, høstede velfortjent aftenens største bifald. Hun sang med kraft, klart og nuanceret, og så har hendes stemme en dejlig kant. Hendes partnerskab med Kristian Benediks Siegmund var nervepirrende.

Jennifer Wilsons Brünnhilde udstrålede også kraft, men sangeren virkede også lidt uforberedt. Hun kiggede sjældent på dem, hun sang overfor, og hun så til tider fortabt ud på scenen. Opsætningen bød på en tåkrummende dårlig iscenesat kampscene mellem Hunding og Siegmund, men i tredie akt fik vi et originalt bud på en scene med valkyrierne, der var effektiv og godt koreograferet.

Hvis det er lettere for sangerne at agere i ‘Valkyrien’, så er det til gengæld sværere for musikerne at opføre musikken. Vedernikovs orkester tog dog udfordringen i stiv arm, med en fin dynamisk balance mellem instrumentgrupperne, og især førsteviolinerne sprudlede. Med stærke vokalpræstationer formåede Vedernikov og hans orkester igen af løfte denne opsætning, når den sceniske del kom til kort.

Wagner: ‘Valkyrien’
30.5.18 Odeon, Odense

Læs også: Plads til forbedringer | Operaanmeldelse