Nyhed
Stephen Gould om pludseligt karrierestop
6. september 2023
6. september 2023
Heltetenor Stephen Gould forklarer nu, hvorfor han uventet har trukket sig fra karrieren. I en ny opdatering på sit website oplyser sangeren, at han er uhelbredeligt syg med kræft i galdeblæren.
Meddelelsen kommer umiddelbart efter afslutningen af årets Wagner festspil i Bayreuth, hvor Gould blev nødt til at opgive sin optræden i tre forestillinger.
Gould, som fyldte tres sidste år, fortæller i opdateringen, at lægerne forventer, at han har ti måneder tilbage at leve i. Om tidspunktet for afsløringen af sin sygdom siger han:
»Til alle mine fans og jer der har ønsket mig god bedring: Jeg har ventet til slutningen af Bayreuth-festivalen for ikke at hindre den enorme og heroiske indsats, som dette års hold udviser. Jeg ønskede ikke, at noget skulle skygge for dette års resultater, og jeg er Bayreuth taknemmelig for at have lært mig alt, hvad jeg kunne have håbet, om opførelsen af denne store musikers værker«.
Ved sommerens festspil i Bayreuth skulle Stephen Gould have gentaget sidste års succes i bærende partier i operaerne ‘Götterdämmerung’, ‘Tristan und Isolde’ og ‘Tannhäuser’, men få uger inden festivalstart oplyste sangeren, at han trak sig af helbredsårsager.
Foto: Clive Barda / Royal Opera House
FLERE NYHEDER