Nyhed
Tosca og nazisterne | Interview Magnus Vigilius
26. juli 2018
I slutningen af juli er Magnus Vigilius aktuel i Puccinis opera ‘Tosca’ på Valdemars Slot. KLASSISK har talt med den prisvindende tenor om at synge opera under åben himmel og radikale nyfortolkninger af klassiske operaer.
Af Nikolaj Skinhøj
Er det sværere at synge opera under åben himmel?
»Udfordringen er det akustiske rum, som opera kræver. Det er sværere at finde ude, og du får ikke noget tilbage. De gange jeg har sunget udenfor, kommer jeg meget nemt til at forcere lidt. Det er utrolig svært at fornemme, hvad man selv laver, når lyden ikke kommer tilbage. Den forsvinder bare«.
Hvilke tanker har du gjort dig om, at opsætningen er blevet rykket fra Rom omkring 1800 og frem til Danmark under 2. Verdenskrig?
»I denne sammenhæng fungerer det rigtig godt, fordi historien ‘Tosca’ er politisk og handler om en mand, som har meget magt, samt et par frihedskæmpere og deres forhold til hinanden. Og så er der kærlighedsdramaet midt i det hele. Jeg syntes, at det er godt at få lidt mere fokus på den politiske konflikt. Selvom vi ikke var født dengang, har vi alle et stærkt forhold til konflikten med nazisterne, som gør, at konflikten mellem Scarpia og Cavaradossi bliver sat på spidsen. Og når man alligevel oversætter til dansk, så syntes jeg, at det er fedt, at vi går hele vejen. Laver den på dansk, sætter den i Danmark og i en tid og i en konflikt, som vi alle sammen kender til«.
Giver det dig, som sanger, mere energi at synge i en opsætning, som du kan relatere til?
»Jeg er ligeglad med, om vi er på månen eller går rundt i kostumer i en eventyrverden. Så længe de følelsesmæssig relationer og historien bliver fortalt, så kan det foregå mange steder. Dér hvor jeg står af, er når jeg skal agere noget andet, end det jeg synger. Jeg har lige lavet en produktion af ‘Aida’ i Halle i Tyskland, som var så pseudo-agtig, at jeg ikke selv vidste, hvad jeg stod og lavede på scenen men bare gjorde, som jeg havde fået besked på af instruktøren. Det er dér, regiteater spiller fallit. Nogle gange fungerer det fantastisk, fordi man får fortalt en historie på en lidt anden måde og med en lidt anden vinkel, der åbner op for nye tanker og spørgsmål. Som sanger har jeg ikke spor imod, at publikum kan gå fra en forestilling uden at få svar på alle spørgsmål. Det er okay. Men at man står og føler, at det er lag på lag af pseudo-relationer, og vi ikke må agere det, vi synger – aaargh – så bliver jeg bare så træt. Det er enormt anstrengende«.
Hvad giver det dig at synge en rolle på dansk, som du normalt synger på italiensk?
»Fordelen ved at synge på italiensk er ret umiddelbar, da det er det sprog, som komponisten Puccini selv talte, og derfor er det skrevet på en måde, hvor sangernes toner bliver gjort nemmere, og sproget relaterer musikalsk til det, som man skal vise og præstere. Derfor kan det være udfordrende at synge svære partier på dansk, fordi vokaler og konsonanter er nogle andre, og det farver hele udtrykket på en helt anden måde. Fordelen er, at jeg har et umiddelbart og nært forhold til sproget, og selvom jeg ved, hvad jeg synger, når jeg synger på italiensk, så har jeg et andet forhold til de danske ord, og derfor kan jeg farve det på en anden måde. Jeg har sunget rollen en del gange og elsker udfordringen med at synge den på dansk. Så må jeg se, om der kan komme lige så meget italienersmæld i udtrykket, når vi synger på dansk«.
‘Tosca’
31. juli – 11. aug. på Valdemars Slot, Svendborg.
Medvirkende er bl.a. Trine Bastrup Møller, Magnus Vigilius, Andreas Landin og Simon Duus. Instruktion ved Anne Barslev.
Foto: Philipp Plum
