“Vi har tæmmet vores kvartet en lille smule”

Den Danske Strygekvartet lader op på den ældste pub i England, ‘Ye Olde Trip to Jerusalem’, hvor korsfarere mødtes i middelalderen. Inden koncerten i Wiltshire Music Centre fortæller violinist Rune Tonsgård Sørensen om at turnere i England.

Af Per Rask Madsen

Humøret er højt hos Den Danske Strygekvartet, selvom de bruger meget tid på transport on the road. De nyder at blive taget godt imod af briterne, der værdsætter Nielsen. Og der bliver heller ikke rynket på næsen, når de fire danskere spiller en britisk modernist som Thomas Adès. Tværtimod: “Folk herover synes, det er modigt, at vi spiller Adès. Men turnéen er jo et resultat af London-konkurrencen, så det passede godt at have hans ‘Arcadiana’ med.”

Den Danske Strygekvartets navn er kendt i alle danske kammermusikkredse. De spiller med en så åbenlys spilleglæde, der er sjælden for noget så intimt som kammermusik. De talrige engagementer gør, at ensemblet får spillet deres repertoire mange gange. Men er deres fortolkninger helt fastlåste, når værkerne først er indstuderet eller hænder det, at de undervejs får ahaoplevelser eller idéer til, at værket eller dele af det bør opføres markant anderledes?
“Nogle gange er man nødt til at søge lidt efter den slags. Vi har spillet Nielsen 60-70 gange de seneste år. Vi finpudser hele tiden. Det er for kedeligt bare at stille sig tilfreds,” siger Rune.

“Vores Nielsen har udviklet sig meget. Især når det gælder tempi. Da vi var yngre, spillede vi lidt hurtigere, end vi gør nu. Vi har tæmmet vores kvartet en lille smule. Vores indstilling har påvirket det musikalske – dengang ville vi vise hele verden, hvad vi kunne.”

– Hvor meget analyserer I værkerne, før I går i gang med at spille dem?
“Ikke specielt meget, hvis jeg skal være helt ærlig. Det har altid fungeret godt, at vi bare sætter os ned og spiller. Lige inden konkurrencen i London kom jeg til at smide Adès-partituret med noter i væk. Det tvang os til at lytte endnu mere til hinanden og til, hvad de forskellige stemmer spillede i det værk.”

– I har omarrangeret forskellige stykker musik til jeres egne instrumenter. Kræver den slags arbejde ikke et forhold til parametre som harmonik osv.?
“Ja, vi har arbejdet meget med at arrangere for strygekvartet. Og jeg har studeret orgel og har tonset hele Den Danske Koralbog igennem, så det er klart, man kommer ind i sådan noget som harmonik og form.”

– Hvordan har det været at spille Adès’ ‘Arcadiana’ i England?
“Det er vildt fedt. Folk elsker det – også det yngre publikum, som måske ser Beethoven som en stor mundfuld. ‘Arcadiana’ er altid et svært værk at spille til koncert. Adès komponerer raffineret, og der er så mange lag og små historier, det kan tolkes på mange måder.”

– Ifølge jeres hjemmeside har I har spillet kvartetter af Adès og Abrahamsen, men ikke af andre nulevende komponister. Har I spillet flere nyere værker?
“Ja, af Magnus Lindberg og Olav Anton Thomasson. Vi har ikke os gjort så meget i ny musik. Men vi skal til at spille Hans Abrahamsens 3. Strygekvartet (2008).”

– Er I blevet kontaktet af komponister?
“Det bliver vi ret ofte, vi har også modtaget partiturer. Men som vores arbejdsgang har været indtil nu, har det været svært at få tid til at spille dem. Vi arbejder på projektbasis, og der er ikke meget tid til overs. De værker, vi har fået, skal vi helt klart prøve at spille.”

– Hvad giver sådan en Englandsturné jer mht. fremtidige engagementer i udlandet?
“Forhåbentlig giver det en del. Vi har allerede fået invitationer. Det er bare et spørgsmål om at spille så godt, at man kan vende tilbage. Det fede ville være, hvis vi fx kunne komme til England én gang om året. Hver gang vi spiller en god koncert, så spredes rygtet. Lidt som i Danmark med musikforeninger, de taler jo sammen.”

Foto: Caroline Bittencourt