Pladenyt
Hans Abrahamsen: Zählen und Erzählen
11. maj 2015
11. maj 2015
Komponisten Hans Abrahamsen bliver mere end de fleste draget af fortiden set i nutidens lys. Det tyske pladeselskab Winter & Winter leverer her førsteindspilningen af ‘Fire stykker for orkesterʼ (2004), som bygger på de fire første satser af ‘Ti studier for klaverʼ, komponeret to årtier tidligere. Orkesterværket er blevet kaldt rekompositioner snarere end arrangementer, med henvisning til Edvard Munchs genbrug af sit eget malemotiv – en teknik, der har hjemsøgt Abrahamsen i årevis. De mere nøgne klaverstudier er tidligere indspillet, men det er handy at have dem på samme cd som orkesterværket, der er komponeret for lidt over hundrede musikere. Når det gælder instrumentation og udtryk skæver Abrahamsen blandt andre til Mahler og Alban Berg, men Abrahamsens facon er dog mere til det komprimerede: Både dette værk og Klaverkoncerten (2000), som også er med på denne cd, spiller blot et kvarter. Formforløbet i Klaverkoncerten overrasker, førstesatsen går i stå og ligner næsten kun en optakt til den efterfølgende langsomme sats, der varer en tredjedel af værkets spilletid. WDR Sinfonieorchester Köln og dirigent Jonathan Stockhammer tager sig af de to symfoniske værker, og Tamara Stefanovich giver sit bud på klaverstykket, der stilistisk bevæger sig meget langt fra en ‘Traumliedʼ til en ‘Bluesʼ.
Winter & Winter 9102162
FLERE PLADENYHEDER