Pladenyt

Med rabbinerens velsignelse

Som nyansat dirigent er selv de største ånder ydmyge overfor opgaven. Riccardo Muti har udtalt, at han ikke havde ambitioner om at lave noget om på Chicago Symfoniorkester, da han tiltrådte i 2010. Men den nu 75-årige maestro fik orkestret til at spille italienske operapartiturer, de normalt ikke beskæftigede sig med, og på en ny cd med Chicago Symfoniorkester er det ikke ligefrem kernerepertoire, Muti har givet musikerne på nodepultene.
Kun en måned før Krystalnatten i Tyskland fik Arnold Schönbergs udgave af Kol Nidre, en liturgisk sang på jødernes vigtigste helligdag, premiere i Los Angeles. I 1898 konverterede han til kristendommen, men vendte tilbage til de jødiske rødder i 1933 som protest imod den stigende nazisme og flyttede året efter til USA. En rabbiner bestilte i 1938 det, som blev Schönbergs eneste liturgiske værk, tiltænkt helligdagen Yom Kippur. Han satte sit præg på den oprindelige melodi og tekst – med rabbinerens velsignelse.
Hovednummeret på Chicagoorkestrets cd er Sjostakovitjs sene ‘Suite over vers af Michelangelo’ op. 145a, oprindelig skrevet for bas og klaver i 1974, men omarbejdet med orkesterledsagelse året efter i anledning af 500-året for Michelangelo. Den geniale italiener kender vi som maler, billedhugger og arkitekt, men han var også digter. Sjostakovitj hørte Brittens ‘Seven Sonnets of Michelangelo’ i 1966 på konservatoriet i Moskva med komponisten selv ved klaveret og partneren Pears i tenorpartiet og blev nok inspireret til at studere Michelangelos poesi. Suiten udviklede sig til mørke refleksioner over emner som eksil, kærlighed, kreativitet og død, og med sin længde på cirka tre kvarter kan orkesterversionen regnes for Sjostakovitjs egentlige sidste symfoni, selvom den ikke bærer titel som en. I hans symfonier nr. 13 og 14 er der ligeledes en bassolist og i førstnævnte tilfælde endda også et baskor.
Schönberg: Kol Nidre; Sjostakovitj: Suite on Verses of Michelangelo Buonarroti | CSO Resound CSOR9011602

Læs også: »Man klipper ikke i ‘Parsifal’, hvorfor så i Rossini?« | Interview Riccardo Muti

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER