Pladenyt
Mozart og den menneskelige sjæl
7. september 2015
7. september 2015
For tre år siden skrev den canadiske dirigentkomet Yannick Nézet-Séguin kontrakt med Deutsche Grammophon om at indspille syv Mozart-operaer. Udover Nézet-Séguin er tenoren med den i stemmehenseende turbulente karriere, Rolando Villazón også en gennemgående figur på indspilningerne. Det tredje album i serien er ‘Bortførelsen fra seraillet’, på hvilken Villazón har fået en ublid behandling af kritikerne. De mener, at han er havnet i en forkert boldgade. The Guardian kalder hele pladen gammeldags i sin tilgang, imens Gramophone Magazine priser Nézet-Séguin som Mozart-fortolker. Guardian kalder Villazón i rollen som Belmonte som klangligt og stilistisk utroværdig med en tilgang, der ville passe bedre med Verdi, da hans koloraturer bliver forcerede og tonen for nasal. Initiativtager til denne serie var netop Villazón, der prøver at omdefinere sig efter sin storhedstid som italienertenor med eksplosiv charme. Om ‘Bortførelsen’ siger han i en promotionvideo: »Ja, vi er i dette charmerende syngespil, der føles som en komedie, og alligevel bor tragedien der allerede, og i de tragiske øjeblikke oplever man komedie gemt et sted. Hele den menneskelige sjæls rigdom ligger heri«. Pressen synes enig om, at indspilningens stærkeste kort er tyske Diana Damrau som Konstanze.
Mozart: Bortførelsen fra seraillet | DG 4794064
FLERE PLADENYHEDER