Brahms med ungarsk accent

Døren er slået op på vid gab ned til Brahms’ søgende sjæl i Leonidas Kavakos og Riccardo Chaillys nytolkning af Brahms’ Violinkoncert i D-dur. Græske Kavakos har en særlig evne til at søge ind til kernen af det musikalske udtryk, så selvom han i løbet af få øjeblikke kan gå fra det mest rødglødende ekspressive til det svalt syngende, så er det til stadighed med en ægthedens tone som grundklang. Og med Chailly og Gewandhausorkestret er det svært at forestille sig mere indforståede samspilspartnere. Deres fælles udtryk er udpræget organisk, som er værket læst indefra, og med sans for de underliggende stemningsskift, der er skjult i den musikalske tekst.
Derfor opleves det ikke som ydre posering, når der til tider skiftes momentant fra en kraftfuld widescreen orkesterklang til det intimt syngende, som for eksempel i 2. satsens indledende obosolo. Evnen og modet til at gå ud i yderpunkterne udstiller en sårbar intim side og er et muligt afsæt til selvforglemmende øjeblikke.
Esben Tange

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 32