Fraværet af et nervesammenbrud

I mine ører er Elgars 2. Symfoni hans mesterværk og måske den bedste britiske symfoni, der findes. Elgars musik kan lyde som imperialistisk hurrapatriotisme, men 2. Symfoni tilbyder en modgift. Den bryder sammen og griber til handling, da et manisk crescendo skubber en unison tone ud over klippekanten.
Jeg holder af, hvordan Barenboim understreger larghettoens pludselige øjeblikke af chok, når Elgar får orkestret til at bide ud efter sig selv. Men der er ikke nok elasticitet i 3. satsen, og væk er den truende karakter i samme sats’ umpa-umpa. Finalen er der ikke så meget galt med, måske fordi dens Brahm’ske udtryk er nemmere at greje for dette orkester. Men overordnet set er Barenboim ikke den bedste ambassadør for Elgars smertelige musik. Ikke fordi han ikke er brite. Lyt til Georg Soltis indspilninger, og du hører, hvor meget mere der er i dette mesterlige partitur.
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 34