Anmeldelse | Kammer
En fantasifuld koncert
Det Norske Kammerorkester, finske Pekka Kuusisto og danske Bjarke Mogensen skabte abstrakt teater med musik af Dmitri Sjostakovitj.
★★★★ ★★
8. juni 2023
Jeg oplever hyppigere og hyppigere orkestre, der spiller uden noder, men nu har Det Norske Kammerorkester taget konceptet et skridt videre. Faktisk en hel del videre.
‘DSCH’ blev præsenteret som en teaterkoncert – et teaterstykke uden ord, men med 90 minutters musik af Dmitri Sjostakovitj (titlen er hans initialer). En ubestemmelig fortælling, som blev opført af medlemmerne af Det Norske Kammerorkester, dets kunstneriske leder, finske Pekka Kuusisto, og den danske akkordeonist Bjarke Mogensen. Det pan-nordiske foretagende blev fuldendt af et scenografisk team ledet af Mikkel Harder Munck-Hansen, der er tidligere skuespilchef ved Det Kongelige Teater.
»Eksperimenter på tværs af genrer som dette kan let reducere de involverede genrer, men der var ikke tale om musikalske kompromiser ved denne lejlighed«
Hvordan kan man så bedst beskrive teaterkoncerten ’DSCH’? Forestil dig et operakor, der spiller skuespil og danser på scenen, men i stedet for at synge spiller de på strygeinstrumenter. Det er svært at komme i tanke om et fortilfælde, men det norske ensembles tankevækkende projekt ‘Gates of Hell’ peger lidt i samme retning. Vi blev ikke præsenteret for en klar historie, og undervejs blev publikum sågar opfordret til at tænke deres egen historie ind i stykket. Nogle af billederne syntes at referere til den totalitære undertrykkelse, som Sjostakovitj oplevede i sin levetid.
Musikalsk var det tydeligst i den intensive, mareridtsagtige musik i den sovjetiske komponists Kammersymfoni – et stykke, som Det Norske Kammerorkester tidligere har opført nodeløst. Men Sjostakovitj var også humorens, realismens og romantikkens mand, og vi hørte uddrag fra jazzsuiterne, filmmusik, cello- og klaverkoncerterne og fra forskellige kammerværker – mange arrangeret af ensemblets cellist, Øystein Sonstad. De passager, hvor strygerne ikke kunne fremtrylle lyden af et klaver, trådte Bjarke Mogensen til med sit alsidige akkordeonspil. Han påtog sig rollen som en ikke-talende fortæller og knyttede bånd til publikum i en række mellemspil, mens kulisserne blev flyttet rundt.
Kan abstrakt musik skabe teater? Spontan latter og chok fra salen tyder på det. Der var passager i ‘DSCH’, som kommunikerede tydeligere end andre. I en scene i en jernbanevogn blev forbipasserende møder afspejlet i form af musikalske relationer, og i en vals for to violiner snoede musikerne sig hen over scenen ryg mod ryg, forbundet ved skuldrene som siamesiske tvillinger. Under en solo i Sjostakovitjs Kammersymfoni blev en cellist jagtet og forhørt af fjendtlige embedsmænd, der lyste hende i øjnene med fakler.
Musikerne leverede intense øjeblikke, men den lange, komplekse sidste sats i Kammersymfonien viste sig at være for meget at håndtere og blev derfor spillet mere eller mindre lige ud af landevejen uden skuespil. Det havde en skuffende effekt, men overordnet set blev koncerten ved med at overraske undervejs. Den nervøse energi i Allegretto fra Sjostakovitjs Cellokoncert nr. 1 blev punkteret af Kuusistos absurde vandren hen over scenen iført en latterlig hat, men hans slog på en stortromme. I den blide, langsomme sats af Sjostakovitjs 2. klaverkoncert sang musikerne, og der blev anvendt hologrammer og projektioner til at skabe subtile tricks samt stemning.
Eksperimenter på tværs af genrer som dette kan let reducere de involverede genrer, men der var ikke tale om musikalske kompromiser ved denne lejlighed. Det Norske Kammerorkester består af solister, hvis særlige metalliske klang besidder en sjælden muskelstyrke og umiddelbarhed. Dramatiske, koreograferede bevægelser synes at have en direkte og forstærkende effekt på fraseringen og ensemblets enhed, hvilket forstærkede ensemblets kvaliteter snarere end at skjule dem. Noget blev frigjort i musikerne, selv om nogle virkede mere tilpasse i kostume end andre. Det var uundgåeligt lettere at projicere karaktertyper over på de mere anonyme medlemmer af kammerorkestret end på Kuusisto, som var let at identificere ud fra hans fysiske spillestil.
Tiden vil vise, om den centrale tanke i ‘DSCH’ viser sig at være frugtbar nok til at blive videreført. Indtil da må man beundre styrken i fantasien – og den elegance, hvormed hele konceptet blev udført.
Andrew Mellor
DSCH
Det Norske Kammerorkester, Pekka Kuusisto (violin), Bjarke Mogensen (akkordeon), dir. Mikkel Harder Munck-Hansen.
Operahuset i Oslo 6.6.23
Foto: Magnus Skrede
