En tragisk skæbne

Der er ikke mange formildende omstændigheder i historien i Wolfgang Rihms kammeropera ʽJakob Lenz’. Det er en ung mands deroute ind i sindssygen. Det går kun fra slemt til endnu værre. ʽJakob Lenz’ bygger på en novelle af den tyske romantiske digter Georg Büchner. Novellen, der hedder ʽLenz’, fortæller om den virkelige Jakob Lenz, som var digter i 1700-tallet og ven med bl.a. Goethe. Så altså tysk digtning om en kunstner, der falder ind i sindssygen, fra første node. En tragisk helt, der forsøger at kæmpe imod konventioner og samfundets snærende bånd, men uden succes. Allerede når vi møder ham første gang i naturen, i bjergene kravler han rundt og vil hellere gå på hænderne end benene.

»Den usædvanlige instrumentkombination giver Rihm mulighed for at arbejde med uendelige variationer af lyden af sindets mørke«

Barytonen Georg Nigl gør en formidabel indsats som den skøre Lenz: fra de lyriske melodier, når han synger om den skønne Friederike, han ikke kan få, til de gale udråb, når hans ven prøver at hjælpe ham, eller når præsten prøver at overtale ham til at rejse hjem til familien. Fysisk er han i underbukser i det meste af operaen, kravler rundt i bjergene eller ligger i fosterstilling i den altid tomme bogreol derhjemme, hvor tapetet hænger i laser. For til sidst at smøre sig ind i afføring – godt dvd’en ikke kommer med lugt – og ende i spændetrøje i en ramponeret sygeseng med slatne fjedre. Og alligevel er han menneskelig, Lenz. Man forstår hans sorg over tabet af Friederike og hans modstand mod at tage hjem til den snærende, religiøse familie. Og hans trang til og søgen efter frihed. Men i det klaustrofobiske univers er der ingen vej. Kun ind i galskaben. Det er ikke en nem historie at gøre relevant, men instruktøren Andrea Breths psykologiske fortolkning af Lenz’ galskab giver mening, gør ham forståelig og vedkommende og operaen bevægende.

Operaen er en kammeropera med en række scener fra Lenz’ vej ind i galskaben. Den tyske komponist Wolfgang Rihm skrev operaen som ung mand i slut-70’erne. Musikken er komponeret for en helt særlig besætning: tre celloer, seks blæserinstrumenter, cembalo og slagtøj. Tre sangere synger hovedpartierne, de tre mænd – Lenz, præsten Oberlin og vennen Kaufmann. Der er et kor med, et kor af stemmer, som kun Lenz kan høre, og som ofte giver mere mening for ham end dem, der prøver at hjælpe ham. De taler og visker og synger og bekræfter Lenz i tingenes tilstand. Selvom det er en kammeropera, er der ikke sparet på virkemidlerne. Rihms musik er fuld af detaljer og drama, og den usædvanlige instrumentkombination giver Rihm mulighed for at arbejde med uendelige variationer af lyden af sindets mørke fra basunens mørke toner til det aggressive og hysteriske slagtøj.

ʽJakob Lenz’ er nok tidstypisk komponeret, og selvom den kun varer fem kvarter, kræver den en vis stamina at kaste sig ud i, men det er det værd i denne iscenesættelse, hvor historien bliver menneskelig, og både sangere og musikere er en fornøjelse at høre på.

/ Charlotte Nørby

Læs også: Rihm vinder Grawemeyer-pris