Sanger brokker sig over manglende blackface

Siden premieren lørdag har den italienske tenor Francesco Meli sunget titelrollen i Verdis ‘Otello’ på Venedigoperaen La Fenice. Men han er ikke helt tilfreds med instruktørens iscenesættelse af rollen, fortalte han på premieredagen til avisen il Giornale:

»Jeg skal være en hvid Otello. Et valg, jeg ikke er enig i«, lød det fra tenoren, som helst så, at han skulle optræde i en ellers udskældt ‘blackface’ udgave. Han uddyber om valget af ansigtskuløren:

»Den skal være hvid. Det er instruktørens ønske. Faktisk er det et valg, som jeg ikke er enig i, fordi Otellos geografiske oprindelse – og derfor hans hudfarve – har en dramatisk pointe; præmissen er, at den hvide Jago er den onde, der opildner Otello, og får ham til at begå en forbrydelse«.

Det er en usædvanlig bemærkning i dag, hvor man er vant til, at det er sorte sangere, der føler sig udfordrede, hvis deres hvide kolleger skal optræde med mørksværtet hud i Verdis opera.

I 2022 var der for eksempel ballade ved opsætningen af ‘Aida’ i Arena di Verona, hvor den afroamerikanske sopran Angel Blue trak sig, fordi Anna Netrebko sang titelpartiet med mørk makeup i ansigtet.

I interviewet med il Giornale udbygger Meli sine synspunkter og hævder, at det er stukket af med politisk korrekte opsætninger af klassiske værker:

»Opera har mistet forbindelsen til sin egen identitet og tydeliggør det, som musicals og ballet stadig bevarer. Når du skal se Tjajkovskijs ‘Svanesøen’, vil du gerne se svanerne, fjerene, ligesom ingen drømmer om en ‘Phantom of the Opera’, der foregår i Bronx eller på en losseplads. Paradoksalt nok, har vi startet en dialog med offentligheden, men tabt publikum«.

Om Meli har ret i sin påstand eller ej, så vækker hans kritik den kontroversielle debat om blackface til live igen. Selv om det i dag er sjældent at se lyshudede sangere som mørksværtede Otello’er, er det blot små ti år siden, at The Met første gang præsenterede Otello uden mørk makeup.

Foto: Victor Santiago