En vingeskudt ‘Ravnen’

I øvelokalerne på Konservatoriet ligger bunker med gamle noder, som man bare kan tage – efterladt af studerende, som har arvet dem. Det er ofte danske sange eller lystspil fra glemte tider, værker med en bedaget karakter, som er alt andet end tidløse og reelt uden den store kunstneriske værdi. Hartmanns og H.C. Andersens ‘Ravnen’ må ligge i disse bunker, og instruktør Philipp Kochheim må være faldet over partituret, og han lagde det desværre ikke fra sig igen.

»Musikken rummer sporadiske kvaliteter, men det er næsten det eneste positive, jeg kan sige om forestillingen«

Musikken rummer sporadiske kvaliteter, men det er næsten det eneste positive, jeg kan sige om forestillingen, som Den Jyske Opera turnerer med i disse dage. H.C. Andersen har forsøgt at skrive en italiensk libretto, hvilket ikke er lykkedes. Det vedkender instruktøren sig endda, og Kochheim skriver i programmet, at librettoen forvirrer med »usandsynlige scener og overfladiske karakterer«, og kan fremstå som en »parodi på absurditeterne i det 19. århundredes musikteater«.

Det er meget præcist, for operaen fra 1832 virker som en parodi. Armilla er låst inde på et værelse af sin onde far og forsvinder væk i drømme og fantasier, i de bøger hun læser. At reolerne er tomme på hendes værelse er underligt, men mere spøjst bliver det, når hun taler og går rundt. For ikke alene har hun flere handicap (hun halter, har synlige tics i skulderen og talefejl), men hun stammer også og skal i det hele taget lyde underbegavet. Der er en del talt dialog – der går over en halv time før Sibylle Glosted faktisk synger – men hendes talestemme er alt for karikeret og virker mere pinlig end sympativækkende.

Grundhistorien med fantasiverden og en indespærret pige (som Gilda i ‘Rigoletto’) er en udmærket ide, men indholdet i drømmeverdenen falder fra hinanden. Hun forestiller sig en smuk men syg prins, som kan frelses ved den rene kærlighed (a la temaet fra Senta i Wagners ‘Den Flyvende hollænder’) og derudover er der både en prinsebror, som vil forhindre relationen, farens onde lakajer form af eventyr-skikkelser, en falk og en hest, som jeg ikke forstår hensigten med og en kort scene med en ravn, der bliver dræbt af en pil – en forbandelse er skabt. Heraf titlen på operaen.

Det er vist heller ikke meningen, at det fortællingen skal hænge sammen, for i datidens lystspil var det vigtigere, at der skete noget spektakulært og dramatisk på scenen. Sådan er den stil, og derfor er Kochheims idé med at bringe ballet ind i forestillingen ikke så tosset – for at give mere dybde til karaktererne. Armillas japanske dukke bliver derfor levendegjort af en balletdanser, og Hartmanns øvrige balletmusik er sat ind undervejs. Hvis vi reelt fik ballet med en psykologisk kant, ville det virke godt – men den levende dukke forsøger oftest at danse med Armilla, som er operasanger og ikke balletdanser, så det overfladiske i hovedkarakteren bibeholdes desværre.

Armillas far er så ond, så ond, uden at vi forstår hvorfor – og det er heller ikke på nogen måde klart, hvorfor faren til sidst afstår fra sit krav til Prins Millo om at skyde datteren og i stedet tilgiver dem alle (for hvad?). Broderforholdet kunne rumme herlige spændinger og godt konfliktstof, men Jennaros sangstemme kommer ikke ud over rampen, og når substansen i historien halter, som Armilla selv, udebliver spændingen.

Det er befriende, at de synger på dansk, men det er en fejl at forstærke den talte dialog, når sangpartierne ikke er det. De fleste karakterer har ikke kraft nok til at komme ud med deres sangstemme, så arierne og recitativerne lyder mere som en mobiltelefon bagerst på scenen, der prøver at spille rummet op. Lyd er relativt, og de kraftige talestemmer får sangen til at blegne – det er ikke meningen i en opera.

Dirigent Christopher Lichtenstein burde have dæmpet orkestret mere, men han skaber i stedet en mezzoforte-klang med sin store gestik. Det må også være vanskeligt at arbejde med hele tre orkestrer under turneen, men det er ikke en undskyldning for at overdøve sine sangere.

Scenograf Rifail Ajdarpasic har gjort et vældig godt stykke arbejde, og omdannelsen af Armillas værelse til festlokale og borgerhjem i smuk Hammershøi-stil sker forbløffende umærkeligt og løfter den visuelle oplevelse. Faktisk er scenografien smukkere og mere funktionel end mange af Det Kongelige Teaters egne produktioner for tiden – godt gået af en omrejsende forestilling.

Hartmanns operamusik minder om balletten ‘Napoli’, med et strejf af tidlig Wagner og i slutningen af første del opstår et stærkt øjeblik, hvor musikken skifter fra en dramatisk karakter til længselsfuld mol: Armilla, prinsen og hans bror går i smuk terzet i ‘Underfuldt mit hjerte slår’. Men det varer blot tre minutter – inspirationen fra ‘Fidelio’s ‘Mir ist so wunderbar’ er oplagt. Det er unødvendigt at sige, at Beethovens kvartet er skrevet meget, meget bedre. Inderligheden er kun udvendig hos Hartmann.

Nogle værker har bedst af, at man lader dem ligge i bunken af forgangne tiders operaforsøg.

/ Jeppe Rönnow

J.P.E. Hartmann: Ravnen
13. okt. – 2. dec. turne i DK
Den Jyske Opera opfører J.P.E. Hartmanns gyseropera med libretto af H.C. Andersen. Iscenesættelse ved Philipp Kochheim.

Foto: Anders Bach / DJO