Langgaard-strygekvartet forvandlet til symfoni i Ribe

Rued Langgaards musik vendes og drejes, så der hele tiden dukker nye facetter op i hans meget diverse musik ved Langgard Festivalen i Ribe. Hvem havde for eksempel forestillet sig, at der i hans tredje strygekvartet lå gemt en hel symfoni? Det har dirigent Thomas Dausgaard, og fredag aften gik dirigentens 30 år gamle drøm i opfyldelse, da hans egen instrumentering af strygekvartetten blev realiseret med Sønderjyllands Symfoniorkester i Ribe Domkirke.

Et brag af en koncert – nærmest bogstavelig talt – med titlen ‘Raseri’ (Rabia), hvor Dausgaard skærpede de voldsomme kontraster og kantede motiver, og lod brutaliteten stå skarpt. De dybe og tunge elementer blev nærmest overvægtige i andensatsen, hvor det tostemmige oktavmotiv blev forstærket med en ekstra oktav i de dybe messingblæsere. Og de blide elementer blev opblødt, når de høje strygere besvarede messingen sitrende svagt. Pauker og slagtøj var ikke raffinerede rytmiske elementer men fysiske deltagere i det nærmest korporlige drama, som udspandt sig mellem de medvirkende musikere.

»Detaljer gik tabt – særlig i en kirke med meget lang efterklangstid – men med flot styring af de mange dynamiske lag i symfonien overtog det musikalske udtryk helhedsindtrykket«

Et lille fjernorkester, placeret højt oppe under loftet i den store domkirke, spillede salmemelodien ‘Den store mester kommer’ i et forsøg på at dæmpe de avantgardistiske og vrængende elementer i orkestret. Langsomt fik Langgaards koralmelodi formildet de hidsige og spottende klange i det 80 mand store orkester, som ellers prøvede at latterliggøre koralmusikken med drillende figurer i messingen og slesk valsende musik hos strygerne. Da koraltemaet i fjernorkestret var tæt på at dø ud, overgav symfoniorkestret sig, og værket sluttede i harmonisk samklang, da begge ensembler færdiggjorte stroferne fra salmemelodien sammen.

Strygekvartetten fra 1924 er Rued Langgaards mest ekspressionistiske værk og blev et vigtigt vendepunkt for komponisten, for efterfølgende lød hans musik aldrig så avantgardistisk. Han havde på dette tidspunkt skrevet masser af visionær og eksperimenterende musik, så opgøret var således lige så meget et selvopgør – et angreb på sin egen stil – og dermed bragte Dausgaard netop noget Langgaard-essentielt frem i det symfoniske arrangement. Modsætninger kan stå uforsonligt overfor hinanden, og intet kompromis kan synes muligt (som Langgaards eget liv). Men i stedet for politi og ordensmagt til at løse denne voldsknude, kunne et lidt underligt og nærmest esoterisk salmetema løse konflikten.

Dausgaards instrumentering er ikke alene et billede på noget centralt i Langgaards virke men også kvintessentielt for selve Langgaard Festivalen: At man ikke skal være berøringsangst for at bruge musikken i nye konstellationer, og at der ved at hives og vrides i den mærkelige mands musik, kan opstå nye indsigter eller fornyet musikalsk erkendelse. Også i andre komponisters musik.

I år er temaet ‘Tro’, og Langgaard er gået i samspil med Anton Bruckner og den ret ukendte danske komponist Benna Moe. Tidligere på festivalen blev Bruckners 4. symfoni opført i et arrangement for soloorgel, og flere komponister var blevet udsat for akkordeon, større vokalensemble og mindre kammermusikbesætninger. Efter Dausgaards strygekvartet-symfoniske værk fik vi Bruckners 8. symfoni, også med Sønderjyllands Symfoniorkester. Her var Dausgaard en energisk dirigent, som helt fysisk hev det bedste frem i orkestret, som han kæmpede meget for at holde på stikkerne over det lange forløb. Detaljer gik tabt – særlig i en kirke med meget lang efterklangstid – men med flot styring af de mange dynamiske lag i symfonien overtog det musikalske udtryk helhedsindtrykket, og det blev en vellykket opførelse.

Langgaard Festivalen er altid en vild affære med et tætpakket program. Også denne fredag aften i Ribe, som først sluttede tæt på domkirkeklokkernes midnatsslag – arrangørerne havde lagt en ekstra koncert ind hos den store nabo, Skt Catharinæ Kirke, begyndende kl. 22.30 med titlen ‘Bruckner Jodler’.

Foran et stående publikum opførte DR Vokalensemblet Langgaards ‘Aftenstemning’ i klostergården, mens tusmørket sænkede sig. Herefter fulgte Bruckners uhyre stemningsmættede ‘Abendzauber’ (Aftenfortryllelse). Tenorsolist og herrestemmer var placeret i det ene hjørne af klostergården, en lille håndfuld hornister gemte sig i en buegang, og damestemmerne var placeret i den anden side af gårdspladsen, hvilket skabte en unik oplevelse. Hornisterne svarede løbende tenorsolisten med små, tilbageholdte fanfarer, og det korte værk ramte et følelsesmæssigt højdepunkt, da mandskoret gik fra en smuk og dyb molklang til en endnu dybere durklang, og kvinderne svarede med jodleklange i toppen af registret.

At vi derefter inde i klosterkirken fik en uropførelse af Langgaards ‘Florete flores’ (Blomstre i blomster) for sopran, alt og harmonium samt ‘Adorazione’ (Tilbedelse) for soloklaver var både småskørt og en smuk generøsitet. Pianist Kristoffer Hyldigs præcise såvel som følsomme anslag i Langgaards specielle musik skabte en intensitet i kirken, som rundede en tætpakket og oplevelsesmættet aften af.

Jeppe Rönnow

Langgaard Festivalen, Ribe Domkirke, 6. sep. 2024: **** [fire stjerner]
Langgaard Festivalen, Skt. Catharinæ kirke, 6. sep. 2024: ***** [fem stjerner]