Anmeldelse | Orkester

Et pruttende og spjættende væsen

Jubilæumskoncerten ved dette års KLANG skulle fejre, at festivalen nu har eksisteret i ti år, men det kan være svært, når man helst vil præsentere ny avantgardemusik.

★★★★ ★★

Af Andrew Mellor

I 2009 lancerede det københavnerbaserede kammerensemble Athelas Sinfonietta sin egen festival for samtidsmusik. Med tiden er festivalen vokset sig stor og går i dag under navnet KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival. Athelas er forsat en central del af festivalen, og ensemblet var midtpunkt for denne jubilæumskoncert, hvor de i dagens anledning var blevet udvidet med musikerne fra Esbjerg Ensemble.

Jubilæumskoncerter er typisk svære at afvikle, og det blev ikke nemmere af, at det fandt sted i Dronningesalen i Den Sorte Diamant, hvor de høje publikumssæder forhindrer, at man kan se de andre tilhørere i salen. Desuden er det en håbløs opgave at opsummere festivalens meritter, dels fordi det skal gøres på blot to timer, dels fordi festivalens ledelse ønsker at se fremad og ikke bagud. Kunstnerisk leder Christian Winther Christensen fremviste festivalhæfter fra det sidste årti i sin humoristiske introduktion, og så skulle jubilæet fejres på den eneste mulige måde: med ny og nyere værker af kendte og mindre kendte komponister.

»Gisladottirs tableauer er mere end blot udklip fra et soundtrack uden billedside; musikken er på samme tid meget specifik og flydende som en surrealistisk drøm«

Det var den bedst kendte komponist, der skuffede mest, selv om det ikke var hans egen skyld. Bent Sørensens ‘Tunnels de Lumiére’ fra 2012 byder på noget af den smukkeste musik fra hans hånd, men det er dog lang fra hans bedste stykke. Sørensen har skrevet smukke melodier for messing- og træblæserne, men strygerne, der var placeret rundt om i koncertsalen, lød akavet i denne kontekst. Hvis værket har en kerne, lod det ikke til, at chefdirigent Pierre-André Valade var synderligt interesseret i at finde den. Han dirigerede, som gjaldt det kun om at holde musikerne i geled.

At holde ensemblet samlet er hovedprioriteten i Rune Glerups Klaverkoncert, der byder på djævelske rytmiske udfordringer. I denne udgave, for mindre orkester, var koncerten slebet skarpt til. Det er et hidsigt stykke, der byder på tilbagevendende elementer af støj, for til sidst at fæstne sig på enkelte toner og akkorder; Jonas Olssons klaverspil var smukkest i den første del af kadencen, hvor en række fascinerende akkorder evaporerede til en enkelt tone. Her bar Pierre-André Valades præcise taktslag frugt.

Chefdirigent Pierre-André Valade, Athelas Sinfonietta og Esbjerg Ensemble kunne fejre KLANG-festivalens ti års jubilæum | Foto: Alexander Banck-Petersen

I de tre lydbilleder, der udgør islandske Bára Gisladottirs ‘Music to Accompany Your Sweet Splatter Dream’, formående chefdirigenten at tilføre den rette stemning. Værket indynder sig hos publikum med tre klart definerede drømmebilleder, som vi alle har haft (‘the plastic corpse of your mother in burgundy crocodile leather wooden heeled cowboy boots’ er titlen på tredje sats, og de andre satser har tilsvarende navne). Gisladottirs tableauer er mere end blot udklip fra et soundtrack uden billedside; musikken, der er delikat instrumenteret, er på samme tid meget specifik og flydende som en surrealistisk drøm. Dygtigt håndværk og direktion formåede at få det hele til at gå op i en højere enhed.

I stærk kontrast til dette stod Li-Ying Wus ‘Ritournelle Rondo alla L’abatro vermicolato’, hvor tilgangen er rationel og videnskabelig: et musikalsk billede af Galapagosalbatrossen, hvor dirigentens rolle er minimal, når først musikmaskinen er blevet sat i gang. I dette stykke er de enkelte instrumenter tæt forbundne, som tandhjul i et urværk, og de rytmiske mønstre styres af en shamanistisk slagtøjsspiller. Som et stort væsen, der skubber sig gennem sandet, spjættende og pruttende, var det spændende, fortryllende og sjovt, og fagotten tilførte en særlig pomp og pragt. Dette var et værk, som både musikere og publikum nød, og endelig føltes det som en festlig fejring.

Den Sorte Diamant, Kbh., 4.6.19

Foto: Alexander Banck-Petersen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER