Anmeldelse | Kammer

Fængslende, om end ikke altid lige poleret

Under den nye Across Festival kæmpede musikerne med elendig akustik i Musikhuset Københavns festsal, hvor de opførte hovedværker fra kammermusiklitteraturen.

★★★ ★★★

Fængslende, om end ikke altid lige poleret | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK

Initiativet til Across Festivalen kommer fra den danske Novo-strygekvartet, som har inviteret to unge udenlandske kammermusikensembler, den italienske Chagall-klavertrio og den finsk-amerikanske Erinys strygekvartet, til en uges fælles øvning og samvær med kongespil og badning på Stevns, og derefter fire koncerter på to dage i Musikhuset København, hvor publikum fik mulighed for at opleve nogle af kammermusiklitteraturens hovedværker med større besætning.

På andendagens første koncert var det de to gæsteensembler, der præsenterede sig. Chagall-trioen fyrede den af med temperamentsfulde udgaver af Aaron Coplands ‘Vitebsk’ og Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2. I sin introduktion fortalte trioens cellist, at de havde spillet sammen i ti år under navnet Chagall Trio, og at deres programmer i vidt omfang havde været inspireret af Marc Chagalls liv og kunst, men nu havde malerens efterkommer forbudt dem at bruge navnet, og de vil nu tage navneforandring til Trio Concept.

‘Vitebsk’, et værk trioen havde taget på repertoiret fordi det hentydede til Chagalls fødeby, startede som en modernistisk øretæve, hvor de ungdommelige musikere hamrede i flyglet og hev i strengene og sluttede stille og afklaret. Sjostakovitj fik også musikerne helt ud i yderkanterne. Fængslende om end ikke altid lige poleret og i hvert fald ikke særlig godt tilpasset salens hårde akustik.

Efter pausen spillede Erinys Quartet Beethovens Es-dur kvartet, den første af de sene kvartetter, og også her med stor entusiasme. Kvartettens hjertestykke, den store adagio blev smukt sat an men vaklede en smule undervejs. Scherzoen var virkelig fremragende – let og flyvende.

»Dagens mest sammenspillede præstation, forbilledligt holdt sammen i de lange forløb, og klangligt i højere grad tilpasset rummets akustik«

Senere på eftermiddagen sluttede værterne fra NOVO Quartet sig til gæsterne, og i forskellige konstellationer spillede musikerne først en strygesekstet i to små satser af den romantiske komponist Alexander Borodin. Den havde jeg ikke hørt før, men hyggelig lytning var det og en god opvarmning til Robert Schumanns store klaverkvintet i Es-dur. Trio Chagalls pianist Lorenzo Nguyen førte an i romantisk udadvendt stil, følsomt bevæget og med schwung. Andensatsens sørgemarch blev fint spillet, og i den dramatiske midterdel blev der som forventeligt ikke sparet på krudtet.

Det bedste kom til sidst, da NOVO Quartet med assistance fra Trio Chagalls cellist, Francesco Massimino, spillede Schuberts store C-dur kvintet. Det var dagens mest sammenspillede præstation, forbilledligt holdt sammen i de lange forløb, og klangligt i højere grad tilpasset rummets akustik. Andensatsen begyndte meget smukt, med førsteviolinens rørende “parlando” kommentarer, og så kunne man leve med, at gentagelsen efter midterdelen ikke helt fandt tilbage til den olympiske ro.

Ganske vist måtte musikerne gennem begge koncerterne kæmpe med salens elendige akustik. Festsalen i Musikhuset København, det tidligere Københavns Bymuseum og det kongelige skydebaneselskab, er særdeles pompøs med våbenskjold, krystallysekroner og basunengle, men også nedslidt og trænger alvorligt til en kærlig hånd. Og musikken falder hårdt på ørerne i det overakustiske rum, hvor især flyglet har en tendens til at lyde aggressivt.

Det er rigtig fint, at det lykkedes at overtale Københavns Kommune til at gøre den historiske bygning til et hjemsted for akustisk musik i stedet for at sælge den til private. København har brug for et koncertsted for kammermusik og andre akustiske musikformer som jazz og folkemusik, men i sin nuværende form er stedet ikke optimalt til formålet. Den gode nyhed er, at der er bevilget et større millionbeløb til en renovering af huset, som lukker ned fra januar 2025 og tidligst åbner primo 2027. Man må stærkt håbe, at det også lykkes at gøre noget for akustikken, så initiativer som denne festival kan få bedre vilkår.

Mikael Garnæs

Across Festival
Trio Chagall og Ermys Quartet: Værker af Copland, Sjostakovitj og Beethoven.
NOVO Quartet, Trio Chagall og Erinys Quartet: Værker af Borodin, Schumann og Schubert. Musikhuset København
Musikhuset København, 8. sept. 2024

Foto: PR / NOVO Quartet

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER