Magisk sopran

Sidste år anmeldte jeg dansk-franske Elsa Dreisigs debut-cd med operaarier på det franske plademærke Erato med seks stjerner og skrev, at jeg glædede mig til at høre, hvad hun havde i ærmet til sin næste udgivelse. Nu er spændingen udløst, og som antallet af stjerner antyder, blev jeg ikke skuffet.

Siden sidst er Elsa Dreisigs karriere ikke blevet mindre hektisk. Heldigvis forstår hun at sige stop, når stemmen og kroppen ikke kan følge med, og hun måtte derfor melde fra til en liedaften med Bo Skovhus under sidste sommers Copenhagen Opera Festival. Til gengæld blev hun senere på året hædret med Kronprinsparrets Kulturpris, og til os, der gik glip af Dreisig i liedrepertoiret i Børssalen i august, er der trøst at hente på hendes seneste cd-udspil: sange af Henri Duparc, Richard Strauss og Sergej Rachmaninov.

»Dreisig synger hele vejen igennem med suveræn kontrol over stemme og udtryk, klokkeren intonation«

Elsa Dreisig viser sig her som fuldblods liedsanger – ikke som en operasanger, der synger lieder. Formatet er intimt, også i den røde tråd i programmet: Strauss’ ‘Vier letzte Lieder’, der er henholdsvis nr. 2, 7, 13 og 18 på tracklisten. Her hører man ofte endda meget store operastemmer folde alle kræfter ud over orkesterlyden, men her udnytter Dreisig friheden til at lade være med at bruge flere kræfter end nødvendigt. Pianisten Jonathan Ware, en af tidens absolut mest efterspurte liedpartnere, følger hver en nuance som en meddigtende skygge, så man overhovedet ikke savner det orkesterakkompagnement, man som regel hører ‘Vier letzte Lieder’ med, men blot nyder hver en frase sunget og spillet med indlysende selvfølgelighed.

Dreisig har i tillæg valgt sange af franske Duparc, russiske Rachmaninov, og også et par ekstra sange af Strauss, som tematisk lægger sig op ad de berømte fire sidste sange, og hun slutter med en helt magisk udgave af Strauss’ ‘Morgen’, som også har givet det nye album titel.

Dreisig synger hele vejen igennem med suveræn kontrol over stemme og udtryk, klokkeren intonation – og med en helt eminent omhu i balancen mellem klang og teksttydelighed. Ofte hører man sopraner synge lieder med langt mere opmærksomhed på klanglækkerhed end på tekstforståelse – her får man begge dele til overflod. Endda med fremragende udtale på alle tre sprog. Som sidst må jeg bare læne mig tilbage, smile, og glæde mig til Elsa Dreisigs næste udgivelse. Det kan kun gå for langsomt.

/ Henrik Engelbrecht

Læs mere: Elsa Dreisig: »Mit nye album er en kunstnerisk signatur«