Meningen halter i ensomheden

Som Egon Olsens venner venter vi alle foran den berømte fængselsport ved Vridsløselille Statsfængsel. Ikke på at en ven lukkes ud, men derimod på at blive lukket ind bag tremmerne – til opera om mennesker, der ikke har venner. Eller bare er alene. ‘Hjem – ensomhed synges i kor’ er en nyskreven opera, som er en del af Copenhagen Opera Festival.

Stine Rejnholdt er tekstforfatter og idékvinde bag værket, og hun bød os velkommen foran den grønne port, før vi i stille flok blev ført ind i fængslets hjerte, det berømte panoptikon, hvorfra fem lange gange med celler kan overvåges fra midten. I yderkanten af dette spektakulære rum overvåger vi flere scener, der udfolder sig med fire sangsolister, et godt syngende amatørkor og Josefine Opsahls meget velskrevne musik.

»Jeg savner en forfatter, der kan tilføre lyrik og liv til teksten, så det fungerer kunstnerisk, og ikke blot bliver et partsindlæg i en debat«

Stine Rejnholdt har primært benyttet tekst fra interview med 11 ‘informanter’, der har sat ord på den ægte, knugende ensomhed, de oplever. Bassanger Steffen Bruun synger om at være alene, om at få aflyst aftaler og deraf føle sig forkert og skamfuld. Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen krænger sjælen ud i små fortællinger om ikke at passe ind i samfundet, være udstødt og at føle sig anderledes. Hun er smidt ud af både far og mor – »det projekt har jeg trukket mig fra«, og mest hørbart i denne scene: »Det er ikke let at være anorektisk, transkønnet skizofren med svær depression«.

Vi vandrer videre i fængslet – librettisten Stine viser vej – og vi står nu meget tæt i en af fængslets gange og hører sopran Nina Bols Lundgren beskrive den svigtende og travle mor, der udskammer og ydmyger datteren. Vistnok, for vi kan knap nok forstå, hvad de synger. Først bagefter har vi mulighed for at købe et program med den sungne tekst, og konteksten fremgår ikke undervejs. Det er hverdagssprog med simpel symbolik, og alle optrædende er klædt i hvidt med kun få remedier omkring de enkelte scener til at forstærke den dystre fængselsstemning. Jeg opfatter kun få ord fra Bruuns karakter om en skolekammerat, hvis cykel er punkteret. Først bagefter forstår jeg sammenhængen: »Jeg havde en pumpe med / Vil du lege, må du låne pumpen / Det lover jeg / Han lånte pumpen, og så stak han af«.

I en stor scene, hvor alle fire solister er i spil omkring en sofa, er jeg meget i tvivl om, hvad der foregår. Flere andre tilhørere, jeg talte med ved den indlagte fællesspisning bagefter, havde det på samme måde. I programmet viste det sig at være scenen ‘Ægteskabet og den romantiske drøm’, som handlede om ensomhed i parforholdet, hvor der hverken er sex eller nærvær tilbage. Glimrende perspektiv på ensomhed, men jeg forstod det først bagefter.

Det bliver et meget fladt sprog, når man uredigeret tager hverdagsordene fra berørte, ensomme mennesker: »Pakker min taske og stikker af / Ghoster mit liv og starter forfra i Berlin«. Eller: »Min længsel er dyb / Hvorfor gør I mig usynlig? / Mens I knepper og kysser«. Jeg savner en forfatter, der kan tilføre lyrik og liv til teksten, så det fungerer kunstnerisk, og ikke blot bliver et partsindlæg i en debat. Nuancerne mangler, og vi oplever udelukkende mennesker, som primært ikke har det godt.

Til gengæld er Josefine Opsahl en fremragende operakomponist. Hendes mol-univers med dystre klange var ikke alene stemningsskabende, det kommenterede også de enkelte karakterers følelsesudbrud ved brug af kompleks harmonik blandet med virtuose passager fra den enlige cello. Andrew Power var eneste live-musiker som med electronics skabte liv og fyldighed, og ofte udgjorde han et helt orkester. Begavet udført og komponeret, men Opsahl er heller ikke bleg for at bruge et af de ældste tricks i bogen, når man går fra mørket mod lyset – fra mol til dur. I den afsluttende scene, hvor også Rejnholdt har skabt en egen, poetisk tekst, synger koret i en nærmest religiøs kanon: »Forlad mig, min sorg, forlad mig / Med hænderne modtager jeg verden«.

Vi er tilbage i fængslets panoptikon, og med korets favnende ‘Hymne’ afsluttes operaen ved, at korsangerne tager os i hånden én efter én og går ud af det mørke rum og ud i sensommersolen. Her er der fællesspisning i fængselshjørnet ved mikrobryggeriet Slowburn, og Stine Rejnholdt opfordrer til, at vi taler med hinanden under maden. Symbolsk og helt konkret fællesskabs-inddragende afrunding på operaen ‘Hjem’.

Musikken, det spektakulære fængselsrum og den aktive slutning løfter oplevelsen. Og alle er lidt rørt over helt konkret at blive taget ved hånden til sidst. Men for at være en rigtig god operaoplevelse vil jeg gerne tages lidt mere ved hånden undervejs.

/ Jeppe Rönnow

Foto: Per Rasmussen

HJEM
14. aug. Vridsløselille Statsfængsel, Albertslund
Komponist Josefine Opsahl, libretto Stine Rejnholdt og instruktion ved Nullo Facchini. Solister er Nina Bols Lundgren, Nana Bugge Rasmussen, Jens Christian Tvilum og Steffen Bruun samt korsangere.