‘Messias’ uden dønninger af lyd

Når Händels ‘Messias’ opføres, skal der på forhånd tages nogle vigtige valg. Sidste jul besluttede Concerto Copenhagen og DR Vokalensemblet at opføre værket uden den sidste del – en fuser. Et par år tidligere præsenterede chefdirigent Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret værket i Mozarts overdådige orkestrering – ekstrem kedelig. I sidste uge var Bo Holten, Musica Ficta og musikere fra Copenhagen Phil forbi Køge, Maribo, Helsingør og Frederiksberg, hvor de præsenterede ‘Messias – for 12 solister’ – i realiteten ‘Messias ’ uden et kor.

De tolv stemmer fra Holtens vokalensemble, Musica Ficta, var alt, hvad vi hørte. De udgjorde koret og delte solostykkerne mellem sig. Dette, hævdede Bo Holten før koncerten, var måden, Händel selv opførte ‘Messias’ på i sin tid. Det er dog kun en halv sandhed. Komponisten opførte også værket i langt større format, og han ville helt sikkert ikke have benyttet Copenhagen Phils moderne instrumenter (inklusiv ventil-trompeter). Han ville heller ikke have udeladt en række af sine egne gentagelser undervejs, som Holten valgte at gøre.

»Det jeg savnede ved denne opførelse var ‘Messias’s hjertelige dønninger af lyd – lyden af fest – også selvom de tolv sangere formåede at synge uventet kraftigt i ‘Halleluja’-koret!«

I virkeligheden var dirigentens ord et forvarsel. Denne udgave af ‘Messias’ ville ikke få taget til at løfte sig. Vi ville komme til at opleve værket som intim og smidig kammermusik. Og Musica Ficta lignede ganske rigtig et tolv mand stort kammerensemble. Sangerne interagerede intuitivt og gav fugatemaerne videre til hinanden via øjenkontakt og kropsbevægelser, og de tilførte en medrivende klarhed til Händels hurtige kontrapunktiske passager. ‘Since By Man Came Death’ understregede deres berettigelse som a cappella-ensemble. Men mens deres vokaler var upåklagelige, så var konsonanterne ikke-eksisterende. Det skyldtes formentlig deres vante repertoire, som består af renæssancepolyfoni.

Det jeg savnede ved denne opførelse var ‘Messias’s hjertelige dønninger af lyd – lyden af fest – også selvom de tolv sangere formåede at synge uventet kraftigt i ‘Halleluja’-koret! Og de havde også benzin nok i tanken til den afsluttende ‘Worthy is the Lamb’. Den sidste sats havde også en vis intensiverende kulmination, selv om man på dette tidspunkt godt kunne høre, at alle på scenen havde fremført værket blot et par timer tidligere. Her og i ‘His Yoke is Easy’ havde dirigenten også en tendens til at sænke tempoet markant i slutningen, hvilket betød, at de sidste takter mistede intensitet.

Bortset fra disse få steder formåede dirigenten og hans sangere at ramme ‘Messias’s hjerteslag. Men mens nogle medlemmer af Musica Ficta er naturlige solister, er andre det ikke. Det er bogstavelig talt umuligt at nævne navne, da ensemblets medlemmer ikke var nævnt i programmet. ‘Rejoice Greatly’ var fyldt med karisma og selvtillid, mens den centrale del af ‘He Was Despised’ var underdrejet. Nogle stemmer kæmpede med Händels hurtige og indviklede melodiløb, og i ‘And He Shall Purify’ blev det meget tydeligt.

Under Bo Holtens dirigentstok spillede det lille ensemble af musikere fra Copenhagen Phil med et let vibrato, lange strygerfraseringer og en vaklende intonation, især i de dybe instrumenter. Solotrompeten i ‘The Trumpet Shall Sound’ var stram og spændende, men det bedste ensemblespil stod Marcus Mohlin for. Ingen kan måle sig med denne fyr, når det gælder karisma og dynamik ved cembaloet, og det var ham, der i lige så høj grad som Holten, forstod at fyre op under musikerne. Fra klaviaturet fyldte han ‘Behold, Darkness Shall Cover the Earth’ med lækre små forsiringer – små julegaver, der rakte langt. Desværre var det ikke helt nok til at gøre dette til en virkelig spændende og forgyldt udgave af ‘Messias’ – hvilket har vist sig at være svært at støve op i København.

/ Andrew Mellor

Händel: Messias
Musica Ficta, musikere fra Copenhagen Phil, dir. Bo Holten.
Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg, 15.12.23

Foto: Per Morten Abrahamsen