Søgt teori over Mozart symfonier

Ifølge Nikolaus Harnoncourt skabte Mozart sine tre sidste symfonier helt bevidst som én stor struktur – et ‘instrumentalt oratorium’. Symfoni nr. 39 åbner med en storhed, der varsler, at noget større end en symfoni er på vej, men effekten står ikke mål med den musik, der følger.
I 1. satsens allegro-passage lyder noget af den mest muntre musik, Mozart nogensinde skrev, som om Harnoncourt går efter store armbevægelser og tænker på den lange bane. Kun med finalen i Symfoni nr. 41 oplever man ægte lettelse og drama, oratoriets ‘sidste akt’. Det beviser, hvor effektivt Harnoncourt lykkes med sin idé. Men de mange ofre inkluderer blandt andet at man mister nogen som helst følelse af flugt i slutningen af Symfoni nr. 39 og på samme måde i begyndelsen af Symfoni nr. 40. Hvis Harnoncourt betragtede symfonierne som tre bøger i samme trilogi – snarere end som en bog med tre kapitler – ville disse ofre måske ikke være nødvendige. Orkestrets spil er ekspansivt og fyldigt, men med lejlighedsvise grove kanter i de lyse strygere.
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 35