Anmeldelse

Musik til gynger og karruseller | Boganmeldelse

Arven efter H.C. Lumbye bliver fint belyst i Henrik Engelbrechts nye bog om Tivolimusikken.

★★★★ ★★

Denne udgivelse handler om det, man desværre ikke kan høre i Tivoli denne sommer, nemlig levende musik. Tonernes verden har fyldt rigtig meget i den gamle forlystelseshave, og historien om denne har Henrik Engelbrecht nu skrevet en bog om med titlen ‘Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944’.

Med en baggrund som militærmusiker og med levende inspiration fra Wienermusikkens lokkende toner af Johann Strauss og Joseph Lanner blev Hans Christian Lumbye helt fra 1843 en fast makker til Tivolis grundlægger Georg Carstensen. Valse, polkaer og galopper flød nu fra Lumbys hånd, f.eks. ‘Drømmebilleder’, ‘Champagne galop’ eller valsen ‘Farvel til København’. Han dirigerede med entusiasme Koncertsalens orkester indtil året før sin død i 1873 med et alsidigt repertoire. Lumbye blev tiljublet af Tivolis publikum, som slet ikke kunne få nok, og han opnåede stor anerkendelse for sin musik i udlandet, bl.a. fra Johann Strauss den ældre og Hector Berlioz.

Adskillige af Lumbyes numre fik navn efter de forskellige forlystelser i Tivoli: ‘Rutschebane galop’, ‘Skydebane galop’, ‘Gondol galop’. I karrusellen sad endda et lille blæserensemble i midten og underholdt med ‘Tivolis Damp-Caroussellbane Galop’ ved hver tur! Musikerne var hårdt spændt for med umage arbejdstider og dårlige lokaleforhold. Såkaldte panik-koncerter helt uden forudgående prøver har der været mange af, selvom musikernes ambitioner var højere.

Med Koncertsalens orkester, Harmoniorkestret og Promenadeorkestret dannedes fundamentet til en musikalsk underholdning, der appellerede til både høj og lav i det københavnske borgerskab. Og Lumbyes musik er med forbløffende friskhed forblevet en del af repertoiret i generationerne efter. Det er i høj grad musikernes og kapelmestrenes historie, der fortælles med god balance mellem lyse og mørke sider af underholdningen, hvad angår kampe om repertoire, stillinger og vilkår.

Selvom der ofte var en god portion eskapisme ved Tivolis underholdningsmaskine, når det omliggende samfunds kriser tog til, var der f.eks. under Anden Verdenskrig også vedholdende trods og optimisme, når swingpjatterne dansede til Leo Mathiesen i Glassalen, når dirigenten i en af de andre sale satte musikken an med selvlysende handsker på grund af mørklægningen og et lidt mere seriøst repertoire fik plads i koncertsalen. Men en sommernat 1944 satte tyskerne et pludseligt punktum for morskaben med afbrændingen af en række pavilloner og hele koncertsalen!

Henrik Engelbrecht har som rutineret og dygtig formidler iscenesat og genfortalt begivenhederne i historisk nutid. Den dramatiske afslutning med tyskernes afbrænding af koncertsalen er for så vidt logisk. Ikke alene på grund af Schalburgkorpsets ondskab og ødelæggelse, men også fordi radioens og jazzmusikkens indtog i 1920’erne og 30’erne fundamentalt ændrede vilkårene for musikudøvelsen. Selvom en stor mængde uvurderligt kildemateriale og noder forsvandt efter branden i 1944, og endnu en stor bunke gik til ved en oversvømmelse i 2011, er det øvrige baggrundsmateriale fint inddraget. Mere stof om musikken omkring Pantomimeteatrets fine traditioner, som jo er en af de ældste nuværende bygninger i haven, savnes dog. Desuden ville en mere omfattende beskrivelse af tiden efter 1944 have gjort bogen mere aktuel, enten i form af endnu et bind om musikken i Tivoli eller med et mere udbygget efterskrift til den fine bog. For der har også siden da været rigtig mange gode og meget forskellige musikstunder at glæde sig over i Tivoli.

/ Eva Hvidt

Henrik Engelbrecht: ‘Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944’, 340 s., Forlaget Henrikengelbrecht.dk, vejl. pris: 349,- kr.

Læs mere: Vind ny bog om musikken i Tivoli

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER